Landmand søger kærlighed

Gammel kending overrasker Lene Beier i ny sæson af 'Landmand søger kærlighed'

En tidligere medvirkende i datingprogrammet dukker op og deler ud af sin erfaring.

Den altid glade og friske Lene Beier svinger i aftenens af første afsnit af 'Landmand søger kærlighed' forbi 29-årige Danni Nielsen for at høre, om han er klar til det dating-eventyr, der venter forude i den nye sæson.

Det er han heldigvis, og det viser sig, at han får kyndig hjælp til at åbne sine breve og udvælge fem piger til den forestående speed-date.

- Jeg skal læse brevene sammen med min gode kammerat, Kasper, og så en veninde, som du måske kender, siger Danni Nielsen drillende til Lene Beier.

Det viser sig i den grad at være en person, som Lene Beier kender. Det er nemlig den tidligere medvirkende, Henriette, der i sæson to af ’Landmand søger kærlighed’ datede landmanden Thomas.

- Nej, er det dig? siger Lene Beier overrasket, da hun opdager, at Henriette pludselig dukker op, inden Danni skal have sine breve.

Det er tydeligvis ren gensynsglæde, og Lene Beier giver Henriette en stor krammer.

Du kan se, hvordan det ser ud, da Lene Beier og Henriette møder hinanden igen i klippet øverst i artiklen.

- Det var en fantastisk dejlig oplevelse at være med igen. Lene (Beier, red.) er jo en herlig kvinde at snakke med – altid glad og smilende, så det var helt klart en positiv oplevelse at være med i ”spillet” igen, siger Henriette til TV 2.

Mavefornemmelsen er vigtig

Henriette har selvfølgelig ikke prøvet at være i landmandens sted, men hun mener alligevel, at hun har nogle erfaringer, som hun kan dele med Danni Nielsen.

- Jeg kan give ham et indblik i, hvordan det er at være med, og hvad der sker bag kameraet. Eksempelvis har jeg fortalt ham, at det tager tid at optage et tv-program, og at man er nødt til at være sig selv.

Hun har også lagt vægt på, at fortælle ham, at det er vigtigt, at man giver det en chance og er åben over for det, for så ”bliver det en fed oplevelse, man kan gå derfra med”.

Herunder kan du se præsentationsvideoen af Danni.

TV 2 præsenterer de seks nye landmænd. Mød Danni her.

Danni Nielsen vælger selvfølgelig selv de fem piger, han vil på speed-date med, men Henriette og vennen Kasper byder ind med spørgsmål om, om landmanden kan se sig selv med pigen, og om de passer sammen.

For mavefornemmelsen er vigtig, når man kun har et brev og et par billeder at vælge ud fra.

"Det var mærkeligt"

Henriette har selv prøvet at sende et brev i en landmands retning og så ellers bare vente på svar. Derfor var det også en speciel situation pludselig at sidde på den anden side af bordet og være med til at vælge blandt pigerne.

- Det var faktisk mærkeligt at kunne sidde og sige: ”Ej, hun er sød” og ”Ej, I passer nok ikke så godt sammen”. For jeg har jo selv været i pigernes sted, siger Henriette og understreger igen, at det var en fed oplevelse at prøve at være med.

Fjerde sæson af ’Landmand søger kærlighed’ har premiere i aften på TV 2 klokken 20.00. Du kan også se programmet på TV 2 PLAY.

Hvis du lige har brug for at få genopfrisket, hvilke landmand vi denne gang skal følge, så klik på linket herunder.