Derfor har landmanden Nichlas Villadsen været single i 10 år
Landmanden siger selv, at han er blevet meget usikker og mangler bekræftelse.
27-årige Nichlas Villadsen overskrider i den grad sine grænser i ’Landmand søger kærlighed’, hvor han er en af de seks modige landmænd, der søger kærligheden.
I aftenens første program møder vi Nichlas Villadsen på sin gård, hvor Lene Beier overrækker ham en sæk med hele 33 breve – sådan cirka 18 mere end han havde turdet håbe på.
- 33? Hold da kæft, udbryder Nichlas Villadsen, da Lene Beier tømmer sækkens indhold ud på spisebordet.
Får kolde fødder
Det er tydeligt, at det gør indtryk på landmanden, at så mange piger har vist interesse for ham. For det er ikke just, hvad han har været vant til de seneste 10 år.
Det er nemlig så lang tid siden, at Nichlas Villadsen sidst har haft en kæreste. Og hvorfor så det?
Den 27-årige vestjyde forklarer det selv med, at han ikke ”har været god til at finde en”.
- Jeg har forsøgt, men jeg har ikke rigtig vidst, om det var den rigtige måde at gøre det på, siger Nichlas Villadsen og fortæller, at han set piger, som han har syntes, så søde ud:
- Jeg har forsøgt at tage initiativ til at kontakte en pige, som jeg fandt attraktiv, men jeg fik alligevel kolde fødder på vej derhen og vendte om.
Herunder kan du se en præsentationsvideo af Nichlas.
Er blevet usikker
Nichlas Villadsen fortæller til TV 2, at han ikke er den ”frembrusende type”, og at han altid har været tilbageholdende, hvad angår piger.
At han ikke er lykkedes med kærligheden endnu, har påvirket ham på den måde, at han er blevet meget usikker på sig selv.
- Jeg har manglet bekræftelsen på, at jeg var god nok.
Hårdt at være single
De første singleår beskriver Nichlas Villadsen som ”rimelig hårde”. Her gik han rundt og følte sig alene og savnede en at dele tilværelsen med. Men som årene gik, vænnede han sig mere og mere til at være alene.
Da hans søskende begyndte at få faste kærester og stifte familie, begyndte savnet til en at bygge rede med igen at ulme i kroppen på Nichlas Villadsen. Han følte sig udenfor.
- Jeg føler da nok, at jeg er kommet bagud med nogle ting i forhold til dem, der er i et parforhold. Jeg er i hvert fald den i min søskendeflok, der er kommet mest bagud, når det kommer til at stifte familie og sådan noget.
Ud med Tinder, ind med tv
Det sidste halvandet år har han håbet på at finde en sød pige. Det har blandt andet betydet, at han har haft en Tinder-profil, som er en dating-app, hvor man kan komme i kontakt med en potentiel kæreste.
En enkelt gang endte det med en date. Men som Nichlas Villadsen selv beskriver det, så ”gav det ikke noget”.
Tinder er igen blevet droppet, og nu har han meldt sig til dating-programmet ’Landmand søger kærlighed’ i håb om at finde kærligheden.
Landmand søger kærlighed bliver vist på TV 2 hver tirsdag klokken 20.00. Du kan også følge landmændene i TV 2 PLAY.