Øboere mangler kærester – nu inviterer de singler på weekendtur
Mere end en fjerdedel af Anholts beboere er singler, men i stedet for at finde sammen indbyrdes, inviterer de nu nye bekendtskaber til øen.
40 singler ud af 145 beboere.
Det er virkeligheden for øboerne på Anholt.
I et så lille samfund er der ikke mange potentielle partnere at vælge mellem, og det har nu fået en del af øens singler til at tage sagen i egen hånd.
Under navnet ’Prøv en øbo’ inviterer de singler fra fastlandet til at komme på weekend i flirteriets og kærlighedens tegn. Det fortæller to af øens singler i ’Go’ morgen Danmark’.
Behøver ikke ende med giftermål
Anholterne Anja Rode og Ulf Brøste er nogle af øens singler, som er med til at arrangere det store singletræf.
De forventer ikke, at de nødvendigvis finder deres livs kærlighed, men de håber at møde nogle nye mennesker og få nogle nye inputs til ølivet, hvor man ellers går op og ned ad de samme mennesker hver dag.
- Man skulle jo tro, at vi havde de samme interesser, og det har vi sådan set også. Men nogle har så måske været sammen med hinanden, og der vil man så ikke gå ind og skabe splid, så derfor er det måske meget godt at få noget nyt blod til, griner Ulf Brøste, som først er flyttet til øen for fire måneder siden.
Han håber, at singleweekenden kan føre til andet end bare flirteri.
- Den primære grund til at deltage er selvfølgelig at møde en udkåren, hvis man kan sige det på den måde. Det behøver ikke at ende med giftermål, men hvorfor gå glip af sådan noget?, spørger han retorisk.
En weekendkæreste er fint
Anja Rode håber, at hun til singlefesten kan finde en mand, som hun fremover kan dele noget af sin tid med.
- Jeg synes ikke, det er et problem at være single. Jeg har det fint, som jeg har det, men det kunne da være hyggeligt at have en weekendkæreste. En eller anden dejlig mand, der kom over en gang imellem, siger hun og understreger, at hun ikke forventer at finde en mand, der er villig til at flytte de tre timer ud i Kattegat til det lille øsamfund.
- Det kan man jo ikke forlange af en, og det der med en weekendkæreste ville passe mig rigtig, rigtig godt, siger hun.
Flere hundrede nye medlemmer
I ’Go’ morgen Danmark’ fortæller Anja Rode, at singler i alle aldre er velkomne til at melde sig til arrangementet, der finder sted i den første weekend i maj.
Man kan tilmelde sig ’slowdating på Anholt’, som arrangørerne kalder det, gennem Facebook-gruppen ’Prøv en øbo’ – et navn, der er skabt med et glimt i øjet.
- Det er meningen, at det skal være sjovt det her, siger Anja Rode, som opfordrer singler til at melde sig til singleweekenden på Anholt.
Og det har virket. Få timer efter hun og Ulf Brøste rullede over skærmen med deres budskab, har flere hundrede nye mennesker meldt sig ind i gruppen og udtrykt interesse for arrangementet.
Om de mange singler også kommer til at vise interesse for øboerne, når den om et par uger står på gåture, brunch og fest, må tiden vise.