Skældud er skadeligt, advarer pædagog og professor - sådan undgår du det

I en ideel verden ville ingen børn opleve at blive skældt ud - og forældre og pædagoger kan faktisk undgå det, lyder rådet fra to eksperter.

Det er sjældent planlagt, når forældre eller pædagoger mister besindelsen og skælder ud på børn.

Man føler sig lille, forkert, uelsket og uden værdi

Pædagog Christina Abildgaard om børn, der bliver skældt ud

Vreden bobler op i kroppen. Stemmelejret hæves. Og med ét kulminerer frustrationen.

Desværre sker det for ofte.

Pædagog og familievejleder Christina Abildgaard mener, at skældud er skadeligt for børn. Det sætter nemlig spor i barnet, der kan slå rødder helt ind i voksenlivet.

- Det er lidt det samme som at hælde syre på barnets selvværd, advarer hun i 'Go' morgen Danmark'.

En undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø 2017 viste, at hver fjerde barn i danske institutioner tit fik skældud, men med nogle simple værktøjer kan man skrue ned for udbruddene overfor børn, lyder det fra Christina Abildgaard.

Læs Christina Abildgaards råd nederst i artiklen.

Mister lysten til at lege

Langt de fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i livet oplevet at blive skældt ud og kan sandsynligvis relatere til, hvordan det føles.

- Man føler sig lille, forkert, uelsket og uden værdi. Det er krænkende at få skældud, siger Christina Abildgaard.

I nuet kan det påvirke børnenes trivsel og lyst til at lege, fordi det skaber dårlig stemning, men oplever barnet, at han eller hun gang på gang bliver skydeskive for de voksnes frustration, så hænger følelsen af at være ubetydelig ved. Det kan føre til dårligt selvværd og depression i voksenlivet.

Professor i børnepsykologi ved Københavns Universitet, Per Schulz Jørgensen, som har arbejdet med børn i mere end 50 år, er enig.

- Skældud er grundlæggende en dårlig tilgang, fordi det ender med at fortælle børn, at de ikke rigtig er noget værd. I stedet bør man lede dem i den rigtige retning, siger han.

Om Christina Abildgaard

Christina Abildgaard arbejder med metoden Marte Meo, som er en måde, hvorpå pædagoger i daginstitutioner kan blive klogere på, hvordan de opfører sig overfor børnene. 

Metodens navn betyder ‘ved egen kraft’ altså er målet, at voksne skal anerkende børns følelser og initiativer.

Hun har skrevet bogen 'I stedet for skældud i dagtilbud' sammen med forsker Erik Sigsgaard, der også har skrevet flere bøger om, at skældud er skadeligt.

Vis vej, i stedet for at sige 'Nej'

Ifølge Christina Abildgaard skyldes skæld ud som regel, at de voksne ønsker at ændre barnets adfærd.

"Hvorfor vil han ikke stoppe med at hoppe i sofaen?" eller "Hvorfor bliver hun ved med at smide havregrøden på gulvet?", kan de frustrerede tanker lyde, men man skal holde dem for sig selv, anbefaler hun.

Pludselig kunne de se, hvilke dejlige børn, de har 

Pædagog Christina Abildgaard om forældre, der stoppede med at skælde ud

For i situationen, hvor en voksen skælder ud, føler barnet sig truet. I stedet for at lytte, så lukker deres krop ned for at beskytte sig selv.

- Der er ikke hul igennem til fornuft eller læring, siger familievejlederen.

I stedet for at lære, hvad der er rigtigt og forkert, så står barnet tilbage med følelsen af, at han eller hun er ubetydelig. 

Find på andet end at sige "nej"

I stedet bør forældre og pædagoger have en konstruktiv tilgang til børn, som ikke involverer skældud, fortæller Christina Abildgaard.

Så hvad er der helt præcis at gøre, hvis den lille gør noget, som han eller hun ikke må? I stedet for at sige "nej", "stop" eller "det må du ikke" til barnet, bør man fortælle barnet, hvad det bør eller kan gøre i stedet for, fortæller Christina Abildgaard.

- Man skal give barnet en positiv handleanvisning, så de ved, hvad de må, siger hun.

- Det kan være at sige, at "Du må gerne hoppe på gulvet" i stedet for at sige: "Du må ikke hoppe i sofaen", tilføjer hun.

Familievejlederen slår til sidst fast, at hendes mål ikke er, at voksne skal føle skyld, hvis de skælder ud på børnene. Hun vil gerne gøre forældre og pædagoger bevidste om, at det faktisk kan løse flere problemer end som så, hvis man skruer ned for skældud og den dårlige stemning, det bringer med sig.

Det kan fjerne nogle af de konflikter, der ellers opstår om morgenen eller ved aftensmaden, lyder det fra Christina Abildgaard.

- Jeg har hjulpet forældre, hvor de har sagt: "Jeg er begyndt at nyde mine børn igen", siger hun. 

- Pludselig kunne de se, hvilke dejlige børn, de har. 

Sådan kan du undgå at skælde ud

  1. Kig indad

    Mærk efter, lyder rådet fra Christina Abildgaard. 

    Skældud skyldes sommetider frustration hos forældrene eller pædagogerne, og her er det godt at mærke efter, tælle til ti og tage en dyb indånding, så det ikke går ud over børnene. 

    - Jo mere overskud, jo mindre skældud, siger hun. 

    Det er også okay, at det tager lidt tid at lære.

  2. Forstå dit barn

    Ofte ligger der nogle følelser bag barnets handling, og det er vigtigt at forstå og anerkende dem, siger Christina Abildgaard. 

    Det er ikke sikkert, at forældre eller pædagoger kan se det i nuet, men tit er barnets handlinger et råb om hjælp, eller fordi de trænger til omsorg.

    - Der er ikke undertekster på børn, men det er nogle gange det, der står, når de vælter en potteplante ned eller slår sidekammeraten, siger hun. 

  3. Sig andet end "nej"

    I stedet for at sige, hvad barnet ikke må, så giv dem i stedet det, som Christina Abildgaard kalder en 'positiv handleanvisning'.

    - Fortæl barnet en positiv måde, de kan handle på, siger hun. 

    For eksempel kan man sige, at barnet skal "hoppe på gulvet" frem for, at de skal "lade være med at hoppe i sofaen".

Pædagog Christina Abildgaard