Coronavirus

De skælder ud på andre, der ikke holder afstand: - Jeg har krav på to meter

Søren Rasmussen og Elena Pedersen tøver ikke med at irettesætte dem, der ikke holder den anbefalede afstand.

Hold afstand, husk at spritte af, og lad nu være med at tage hele familien med i supermarkedet.

De fleste danskere kender myndighedernes anbefalinger, men det er ikke alle, der følger dem hele tiden. Sådan lyder det fra førtidspensionist Elena Pedersen og specialpædagog Søren Rasmussen i 'Go’ aften LIVE'.

De har begge gentagne gange oplevet, at folk overskrider deres grænser – og de holder sig ikke tilbage med at påtale, når andre bryder reglerne eller glemmer at vise hensyn.

Ifølge Søren Rasmussen har han gjort det mellem 20 og 30 gange den seneste måned. Elena Pedersen retter andre, nærmest hver gang hun er ude at handle.

- Det handler om retten til at passe på os selv, siger Elena Pedersen.

Ryk lige tilbage

Søren Rasmussen påtaler altid, hvis han eksempelvis ser en person, der roder med grøntsagerne uden handsker eller håndsprittede hænder.

Han råber ikke af folk, men han siger i en bestemt tone, at de skal tænke på andre end dem selv – så de kan huske det, forklarer han.

Søren Rasmussen gør det for at passe på sig selv, sin familie og dem, han møder gennem sit arbejde som socialpædagog.

Flere af dem lider af kroniske sygdomme - inklusiv ham selv, lyder det.

Nogle bliver vrede

Ifølge Elena Pedersen og Søren Rasmussen reagerer folk forskelligt, hvis man høfligt beder om mere afstand eller andet.

De fleste reagerer ved at beklage, men andre reagerer med trods, lyder det.

Afstemning

Er det i orden høfligt at kommentere andres adfærd, hvis man mener, de bør vise mere hensyn?

- Nogle siger ikke noget og kigger bare vredt på dig, og andre siger, at man skal passe sig selv, siger Søren Rasmussen.

Hvis det sker, tøver Elena Pedersen ikke med at skrue bissen på.

- Viser vedkommende en adfærd, der siger "fuck da dig", så ryger stemmen altså op, siger hun.

Så lukker du røven og pisser ind til siden og giver os andre to meter at passere på

Elena Pedersen, førtidspensionist

Bad unge "pisse ind til siden"

Et eksempel på dette var, da en gruppe unge stod samlet ved bageren i den lokale dagligvarebutik, hvor Elena Pedersen handler.

De stod ifølge Elena Pedersen på en måde, så hun ikke kunne komme forbi uden at komme for tæt på.

Der var ikke mere end 50 centimeters afstand, forklarer hun, og det var ifølge hende tydeligt, at flere af de unge blot stod og ventede på deres venner, der handlede hos bageren.

- Jeg føler, at jeg har krav på to meter. Det er, hvad sundhedsmyndighederne anbefaler, så jeg spurgte pænt: "Må jeg have lov til at passere?".

De unge svarede, at der var plads nok til at passere, og det fik Elena Pedersen til at gå til dem.

- Jeg beklager mit sprogvalg, men jeg sagde ordret: "Medmindre du er synsk og kan fortælle mig, at jeg og mine kære ikke har noget at frygte, trods de kroniske sygdomme vi lider af, så lukker du røven og pisser ind til siden og giver os andre to meter at passere på", fortæller hun i 'Go’ aften LIVE'.

Slutteligt opfordrede Elena Pedersen de unge til at "pisse ud af forretningen", hvis de ikke havde andet ærinde end at stå og vente på deres venner.

Det virkede efter hensigten. De unge, der ventede på deres venner, forlod butikken, og de, der stod i kø for at handle, gav plads.

Elena Pedersen erkender, at hendes tone kan være hård. Hun står dog fast på sin ret til at hæve stemmen, hvis folk ikke retter ind og viser hensyn, når hun har bedt dem pænt om det.

- Det handler om at have respekt for andre, siger Elena Pedersen.

Mor til to: Det er ikke ok at råbe

En af dem, der har været offer for andres kommentarer og rettelser, er Nanna Seidler, der er pædagogisk medhjælper.

Hun er holdt op med at tage sine børn med ud at handle - ikke kun fordi hun kan, men også fordi folk kommenterer, at hun burde lade dem blive hjemme, fortæller hun i 'Go' aften LIVE'.

- Det er der jo altid nogle, der vil blande sig i, uanset om de ved, om jeg kan få passet mine børn eller ej, siger Nanna Seidler.

Afstemning

Er det i orden at hæve stemmen, hvis folk ikke vil ændre adfærd efter høflig anmodning?

Hun er træt af, at nogle synes, at det er i orden at råbe ad andre, fordi de mener, at de ved bedre.

Folk gør deres bedste for at overholde reglerne og passe på andre, og selv ville hun blive rigtig ked af det, hvis nogen råbte af hende, fordi hun trådte ved siden af, lyder det.

- Jeg kan godt forstå, at vi vil passe på hinanden, men jeg synes ikke, vi kommer særligt langt med at skælde ud. Man kan sige det på en ordentlig måde. Man kan sige det på så mange måder i stedet for at være provokerende, siger Nanna Seidler, der selv har kronisk syge i husstanden.

Holder fast i retten til hæve stemmen

Søren Rasmussen er enig med Nanna Seidler i, at der ikke er grund til at hæve stemmen.

Dog mener han, at alle skal kunne tåle at blive irettesat, hvis de gør noget forkert.

- Jeg synes, at vi alle har pligt til at huske de regler. Uanset om man har kroniske lidelser eller ej, så er det noget, vi har fået at vide af vores politikere, at det skal vi. Og så er det det, vi gør, siger han.

Se hele interviewet med Elena Pedersen og Søren Rasmussen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY