Efter en ferie i Egypten blev hans adfærd så underlig, at familien greb ind
Som 27-årig fik Mads Trier-Blom de første symptomer på den psykiske sygdom, som måske vil følge ham resten af livet.
En mand står på toppen af Sinaibjerget og strækker armene triumferende i vejret. Med et euforisk smil beundrer han lyset fra den gryende solopgang. Bag ham sidder hans kæreste, bleg, udmattet og indhyllet i et tæppe.
Sådan beskriver Mads Trier-Blom selv en situation med ham og kæresten Lotte under et ferieophold i Egypten i 2002.
Han synes, at scenariet meget præcist viser den markante stemningsforskel, der i løbet af ferien udviklede sig mellem de to.
For hver dag blev hans energiniveau højere og hans søvnbehov mindre. Mens hun slappede af og nød at sove længe som de fleste andre turister.
Han snakkede med alle, han mødte på ferieresortet, tog på markeder og festede til langt ud på de små timer. Om morgenen stod han op med solen og gik til stranden som den første.
Det kulminerede med, at han overtalte kæresten til at bestige det bibelske Sinaibjerg midt om natten. Til fods. Mens andre turister red på kamelryg.
Dengang havde 27-årige Mads Trier-Blom ingen anelse om, at hans pludselige opblomstring af energi og livsglæde langtfra var et godt tegn.
Tværtimod var han ved at miste kontrollen mentalt.
Omgærdet af tabu
Mads Trier-Blom er i dag 46 år og én af de mange danskere, der lever med en lidelse, som umiddelbart er usynlig for omgivelserne. En psykisk sygdom.
Hver tiende dansker har en psykiatrisk diagnose, hvilket svarer til omkring 580.000 personer. Derudover rammes hver tredje i løbet af deres liv af psykiske problemer. Det svarer til over 1,9 millioner danskere.
Alligevel er psykisk sygdom fortsat omgærdet af tabu.
Et tabu, som Mads Trier-Blom gerne vil være med til at nedbryde ved at fortælle sin historie til alle, der har lyst til at høre den.
Lige nu er han aktuel i netop programserien 'Tabu'. Her mødes komiker Rune Klan med en række mennesker, der slås med forskellige tabubelagte sygdomme eller tilstande.
For Mads Trier-Bloms vedkommende skulle der indtrængende alvorsord fra familiemedlemmer til, før han dengang – for snart 20 år siden – indså, at han havde brug for professionel hjælp.
Efter rejsen til Egypten ændrede hans adfærd sig nemlig så markant, at det blev synligt for hans nærmeste.
Men det begyndte allerede kort efter, at han og kæresten kom ned fra bjerget.
Dramatisk hjemrejse
I de sidste dage op til hjemrejsen blev Mads Trier-Blom tiltagende urolig. Han var utryg ved tanken om at skulle tilbage til sit stressende arbejdsliv.
På selve afrejsedagen brød et voldsomt uvejr løs over Europa. Det gjorde ham ekstra nervøs.
Parret skulle med et fly midt om natten fra en lille, lokal lufthavn. I skrattende højttalere blev det meddelt, at flyafgangen var forsinket. Igen og igen.
Da parret endelig kom om bord på flyet, slappede Mads Trier-Blom lidt af og satte sig på sin plads bagerst i kabinen.
Men så kom han til at overhøre en samtale mellem et par passagerer på rækken foran.
En mand fortalte, at han havde købt et ur, der gik helt præcist, fordi det var radiostyret. Dét fik Mads Trier-Blom til at reagere mere voldsomt end normalt. Han blev panisk angst for, at uret ville få flyet til at styrte ned, og krævede, at det skulle ud til kaptajnen og godkendes.
Da kaptajnen havde sagt ok for uret, faldt han lidt efter i en urolig søvn.
Han havde en underligt realistisk drøm om, at han forhandlede mellem Gud og Djævelen om jordens undergang. Scenariet var, at enten skulle flyet falde ned, og det ville udløse dommedag, eller også kom det planmæssigt hjem, og dommedag var aflyst.
Da Mads Trier-Blom vågnede fra drømmen, kunne han ikke huske, hvad forhandlingen endte med. Men han havde fornemmelsen af, at der var lagt en plan, som lå fast, og som han måtte opleve, mens den skete.
Han fik en kraftig deja-vu-fornemmelse af, at alt var forudbestemt. Hver gang, der skete noget markant i flyet, for eksempel at en passager tabte et glas, genkendte han det fra drømmen.
- Jeg så mønstre og sammenhænge i alt. Jeg mente endda, at jeg fik nogle vigtige åbenbaringer, som jeg skyndte mig at skrive ned, fortæller han.
Øverst på et stykke papir skrev han den største universelle sandhed ned. Så foldede han papiret og skrev den næste i rækken og endnu én, så han til sidst havde en liste med dybe indsigter.
Ved at folde papiret forsøgte han at lægge afstand til al den vigtige viden, som han frygtede ville ramme ham for voldsomt, hvis han tog det hele til sig på én gang.
- Jeg har siden kigget på sedlen igen, og det er det rene volapyk, siger han.
Indtil videre udspillede Mads Trier-Bloms intense forestillinger sig udelukkende i hans egen tankeverden.
Det skulle dog ændre sig efter hjemkomsten.
Erkendelsen
Ved landingen i Kastrup var Mads Trier-Blom dybt lettet over, at flyet og verden fortsat var intakt. At dommedag var aflyst.
På vej ind gennem gaten spurgte hans kæreste, hvad der egentlig skete for ham om bord på flyet, og han forklarede det med, at han bare var overtræt og trængte til at sove.
Men i de efterfølgende dage var han fortsat overbevist om, at han havde indflydelse på skæbnen. Blandt andet mente han, at han kunne hindre et tog i at blive forsinket, hvis han koncentrerede sig fuldt ud om det, og hans tankerække ikke blev afbrudt.
Et par dage efter hjemkomsten skulle Mads Trier-Blom og kæresten til en sammenkomst hos hans bror og svigerinde.
Blandt de inviterede var et ældre, kvindeligt familiemedlem, som var Jehovas Vidne og dermed troede på en forestående dommedag.
Mads gik hen til hende og fortalte, at hun ikke længere behøvede at frygte for jordens undergang, fordi han havde sørget for at få den forhandlet bort.
Hans svigerinde overhørte samtalen og blev rystet. Da gæsterne var gået, opfordrede hun ham til hurtigst muligt at tage hen på psykiatrisk skadestue.
Det mente Mads dog ikke, at der var nogen grund til. Tværtimod frygtede han, at det ville lave rod i den aftale, han havde indgået mellem Gud og Djævelen.
Da parret var hjemme igen, vendte hans dødsangst tilbage. Han frygtede, at han ville dø i løbet af natten og tog melodramatisk afsked med sin kæreste, før han gik i seng. I tilfælde af, at han ikke skulle vågne op igen, som han sagde.
Et par timer senere var han imidlertid lysvågen igen og helt overgearet. Han havde modtaget nogle flere åbenbaringer, som han skulle skynde sig at skrive ned. Ligesom i flyet. Der var ikke tid til at lede efter papir.
Ud på morgenen vågnede Mads' kæreste og blev bekymret, da hun opdagede, at han var væk, og at hans side af sengen var helt kold. Hun så, at lyset var tændt på badeværelset og fik bange anelser.
- Min kæreste frygtede, at jeg lå livløs i badekarret. Men hun fandt mig siddende på kanten af karret, kun iført underbukser og i færd med at skrive gode ideer op på alle de ledige steder, jeg kunne finde på min krop, siger Mads Trier-Blom og fortsætter.
- På arbejdet var jeg vant til at skrive ting op på håndryggen, hvis der var noget, jeg skulle huske. Men jeg kunne godt se at med den setting og alvoren i hendes blik, at noget var helt galt i situationen.
Mads Trier-Blom indså, at han måtte lytte til sin families opfordring og søge professionel hjælp.
Indlæggelsen
Dagen efter den natlige seance i lejligheden lod Mads Trier-Blom sig frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling.
Her fik han diagnosen ’akut polymorf psykose’, hvilket kan oversættes til: Pludselig opstået mangesidet psykose.
Lægerne mente, at hans tilstand skyldtes en stressbelastning i forbindelse med hans arbejde.
- Jeg havde ikke røget hash eller taget stoffer. Så derfor var det lægernes bedste bud, at det var stressen fra arbejdet, der havde gjort mig syg. Det passede også meget godt med min egen fornemmelse, siger Mads Trier-Blom.
Som nyuddannet fysioterapeut havde han gennem længere tid følt sig utilstrækkelig i sit første job på en stor ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital. Det gjorde ham modløs og trist. Han mente derfor også dengang, at den lette feriestemning i Egypten var årsagen til hans gevaldige humørløft.
Indlæggelsen varede fire måneder, hvor Mads Trier-Blom blandt andet blev behandlet med antipsykotisk medicin.
Behandlingen virkede, og et halvt år efter udskrivelsen søgte han job på en mindre arbejdsplads med færre kolleger. Det passede ham bedre, og gradvist trappede han ud af medicinen.
Alligevel blev han igen stresset og røg ind i en ny sygdomsperiode i sensommeren 2004.
Han faldt tilbage i det samme mønster med et højt energiniveau, et minimalt søvnbehov og en overgearet adfærd.
Endnu engang var det familiemedlemmer, der opfordrede ham til at lade sig indlægge, og endnu engang gjorde han det frivilligt.
Denne gang sporede lægerne sig ind på en mere præcis diagnose.
Diagnosen
Det var nu anden gang, Mads Trier-Blom blev indlagt med en psykotisk tilstand. Lægerne mente derfor, at det næppe var tilfældigt.
De gav ham diagnosen ’bipolar affektiv sindslidelse’. Dét, som tidligere var kendt som ’maniodepressiv sindslidelse’.
Som begge betegnelser antyder, har patienten store udsving i sine følelser, som oftest skifter mellem depressive og maniske perioder.
En rask person har typisk en humørskala, der går fra fire til syv. Her kan fire sidestilles med dyb sorg og syv med en stærk forelskelse. En bipolar person har til sammenligning et spekter, der svinger fra nul til 10. Hvor nul svarer til en svær depression og 10 til en manisk psykose som dén, Mads Trier-Blom oplevede på flyet og i dagene efter.
I Mads Trier-Bloms tilfælde mente lægerne desuden, at hans sygdom var opstået længe før rejsen til Egypten.
Sandsynligvis havde han haft en flere måneder lang depression, efter at han som nyuddannet fysioterapeut i 2000 fik job på Hvidovre Hospital. Det gav god mening for Mads.
- Jeg kan huske en dag, hvor jeg sad i omklædningsrummet og var så udbrændt, at det tog mig tre timer at binde mine snørebånd. Men dengang troede jeg bare, at det var en del af det at blive voksen. At livet var svært, siger han.
Men selvom han nu var blevet diagnosticeret med en psykisk sygdom, som i princippet kunne vare resten af livet, tog han det roligt.
Det var nemlig en diagnose, han kendte fra sin opvækst og var tryg ved.
Først far, så mor
Helt fra sin tidlige barndom har Mads Trier-Blom vidst, hvad det vil sige at være bipolar eller maniodepressiv.
Hans far led nemlig af sygdommen, og det havde en ret konkret indvirkning på familiens hverdag.
Farens depressive og maniske perioder var så ligeligt fordelt, at han typisk havde tre uger med depression, hvor han tilbragte det meste af tiden i sin seng, og derefter tre uger med manisk opløftet humør, som også smittede af på resten af familien.
I sine maniske perioder kunne Mads' far finde på at synge sømandsviser som ’Nu går våren gennem Nyhavn’ eller ’Mandalay’ højt og hæmningsløst. For eksempel når familien var på restaurant.
- Andre folk syntes, det var sjovt og festligt. Men det var rigtig pinligt for en teenager, siger Mads Trier-Blom.
Han erkender, at han i ungdomsårene indimellem følte sig traumatiseret over sin fars maniske adfærd. Men overordnet set havde han en god og tryg opvækst.
- Mine forældre var meget åbne omkring min fars psykiske lidelse, og derfor blev den en helt naturlig del af min lillebrors og mit liv, siger han.
Fordi Mads Trier-Blom oplevede, at hans far klarede sig fint på trods af sin sindslidelse, følte han ikke, at han behøvede at frygte noget, da han selv fik stillet den samme diagnose.
Et par år senere blev hans mor i øvrigt også diagnosticeret som ’bipolar’.
Det skete i forbindelse med, at hun fik konstateret hudkræft, hvilket hun reagerede følelsesmæssigt meget aggressivt på. Hvor de fleste mennesker ville blive triste og modløse over at få en kræftdiagnose, blev hun nemlig overdrevet vred og opfarende - og det sidestillede lægerne med en manisk reaktion.
Da Mads' mor tidligere havde haft en fødselsdepression, konkluderede lægerne, at de to episoder med så voldsomme og modsatrettede følelsesudsving udsprang af en bipolar sindslidelse. Her kan der nemlig sagtens gå mange år imellem sygdomsperioderne.
Eftersom både hans far og mor var bipolare, kunne Mads Trier-Blom konstatere, at det tilsyneladende lå til familien, og at hans psykiske sårbarhed formentlig var medfødt.
Nu måtte han bare passe på, at han ikke blev stresset på jobbet.
Så kunne han holde sygdommen nede, tænkte han.
Tredje indlæggelse blev vendepunkt
I seks år var Mads Trier-Blom næsten upåvirket af sin bipolare lidelse.
Han undgik stress i forbindelse med arbejdet og var hele tiden opmærksom på, hvordan han havde det.
På hjemmefronten var hans liv stabilt. Han var stadig sammen med sin kæreste Lotte, som han havde mødt helt tilbage på fysioterapeutstudiet sidst i 1990'erne. Parret var i mellemtiden blevet gift og havde fået deres første barn, datteren Liv, i 2006.
Men dét at blive far gav nogle nye udfordringer. Blandt andet fik han ikke så meget nattesøvn.
Samme år fik Mads’ mor ud over hudkræft og bipolar lidelse også konstateret en tredje diagnose: ALS. En sygdom, som uundgåeligt ville koste hende livet inden for en årrække.
I takt med at hans mor blev stadig dårligere, blev Mads Trier-Blom tiltagende bekymret og nedtrykt over hendes tilstand. I 2009 døde hun.
I 2010 mærkede Mads Trier-Blom, at han gradvist faldt ned i en depression. For første gang opdagede han selv ændringen i sin sindstilstand og konstaterede, at han burde lade sig indlægge.
Samtidig kunne han drage en ny konklusion:
- Jeg fandt ud af, at stress også kan opstå på hjemmefronten. Det havde jeg slet ikke forudset. Dengang forbandt man næsten udelukkende stress med arbejdsmarkedet, siger han.
Det var nu hans tredje indlæggelse, og den skulle blive et vendepunkt i hans sygdomshistorie. For han indså, at når det kunne ske tre gange, kunne det også ske fire, fem og seks gange.
- Jeg accepterede, at jeg var bipolar, og at jeg lige så godt kunne indstille mig på, at det nu var en del af mit liv. Så jeg besluttede at melde mig ind i Depressionsforeningen og deltage i selvhjælpsgrupper med andre bipolare for at skaffe mig mere viden, siger han.
Det var netop i mødet med andre bipolare, at han fik en ahaoplevelse. For selvom de alle havde noget til fælles, nemlig sindslidelsen, var de også vidt forskellige. Både som mennesker og i deres måde at ”deale” med sygdommen på.
Nogle havde velbetalte jobs, andre var arbejdsløse. Nogle tog medicin, andre klarede sig uden. Nogle havde børn, andre var barnløse.
Det var en befrielse for Mads Trier-Blom at opleve mangfoldigheden blandt andre bipolare.
Og det gav ham håbet om, at han kunne finde sin egen måde at leve med sygdommen på.
Holder balancen
Der er nu gået 11 år, siden Mads Trier-Blom tog diagnosen som bipolar til sig og accepterede, at han måtte lære at leve med den.
I al den tid har han undgået indlæggelser.
Det skyldes, ifølge ham selv, at han har lært at holde balancen. Mellem mani og depression. Mellem for lidt og for meget medicin. Mellem søvn og aktivitet.
Siden 2010 har han været rundt i landet og holdt en masse foredrag om livet som bipolar.
Alene dét at tale om psykisk sygdom er nemlig, efter hans mening, den allerbedste kur imod den.
- Jeg tror virkelig på, at problemer vokser i tavshed, og når vi går alene med dem. Derfor er det så vigtigt, at vi tør tale åbent om de issues, vi oplever med psykisk sygdom. Kun på den måde får vi nedbrudt tabuer og fordomme, siger han.
Ligesom sine forældre har han valgt at tale meget åbent med sine børn om det at være psykisk syg.
Hans børn, Liv og Rune, er i dag 14 og 12 år. De var slet ikke født, da han blev indlagt de to første gange. Ved hans tredje indlæggelse i 2010 var datteren, Liv, kun fire år gammel, og hun forstod ikke ret meget.
- Min kone prøvede at forklare hende, at ”far skal på hospitalet, fordi han har rod i hovedet”. Hvortil vores datter undrende spurgte: ”Sidder hans næse, mund og øjne så forkert?”, siger Mads Trier-Blom.
Han håber, at det i fremtiden vil blive lettere at leve med psykisk sygdom.
Ikke mindst i erkendelsen af, at hans egne børn måske har arvet hans psykiske sårbarhed.
- Mit håb er, at de vil kunne tale helt åbent om det, hvis de skulle opleve nogle voldsomme stemningsudsving i stil med dem, jeg har haft. Så de forhåbentligt har mulighed for at tage det i opløbet, siger han.
Se ’Tabu – med Rune Klan’ lige nu på TV 2 PLAY - eller mandag klokken 20.00 på TV 2.
