De driver landets største swingerklub, og der er sket meget, siden de åbnede
Torben og Mie Nielsen oplever, at flere par fortæller deres forældre og svigerforældre, at de skal i swingerklub.
Ti kilometer nord for Kolding ligger en gård, der byder på mere, end hvad man ser ved første øjekast.
Når man træder ind ad døren, mødes man af mørke lokaler belyst i dæmpede farver - og med sexlegetøj i skufferne, kæder fra loftet, gloryholes og latex.
Der er nemlig tale om Danmarks første swingerklub, Tucan Erotic Night Club.
En virksomhed, der i ejernes, Torben og Mie Nielsens, egne øjne har været med til at åbne op for snakken om swingerklubber og siden har ændret måden, vi taler om dem på.
- Det gør, at folk tør kigge sig selv i øjnene og indse, at det er noget, de selv vil, når vi står frem, fortæller Torben Nielsen i ‘Go’ morgen Danmark’.
At tale åbent om swingermiljøet har været en mærkesag for Torben og Mie Nielsen, der efter 15 år kan mærke, at fordommene forsvinder, og accepten i samfundet stiger.
En epokegørende idé
Da Torben og Mie Nielsen mødte hinanden på nettet i 2001, arbejdede de begge som selvstændige som henholdsvis tøjsælger og blomsterbinder.
Hurtigt begyndte det nyforelskede par at udveksle fantasier, og sammen fandt de frem til, at de begge gerne ville udvide deres grænser.
Så da de i 2007 købte en nedlagt gård med bed and breakfast, slog idéen dem:
De ville lave en swingerklub.
- Dengang kom der ikke mange, men vi kunne godt se, at der kunne laves noget sjovt og det kunne blive fornuftigt. Fire-fem år senere går vi så all-in, siger Mie Nielsen.
Efter en række renoveringer stod Tucan Erotic Night Club klar.
Og selvom mange nok vil tro, at det kunne afføde negative kommentar, har Torben og Mie Nielsen oplevet stor opbakning.
- Rigtig mange forstod det ikke, men respekterede det og blev nysgerrige på det, fortæller Mie Nielsen.
I dag har klubben eksisteret i 15 år, og i årenes løb er fordommene ifølge Torben og Mie Nielsen kun blevet mindre.
- Der er sket rigtig meget inden for de seneste ti år. Det er gået stærkt med at acceptere, at der er muligheder, og folk tager det til sig, siger Torben Nielsen.
Han mener, at fordomme er skabt af en uvidenhed, som de gerne vil være med til at bekæmpe.
Parret fortæller også, at de har oplevet en stigende tendens til, at deres gæster ikke er generte for at nævne for deres omgangskreds, at de går i swingerklub.
Særligt de unge fortæller om deres besøg til venner og familie og deler det endda på sociale medier.
- I starten var det ungdommen, men vi oplever også, at flere og flere ældre par fortæller deres forældre og svigerforældre det, fordi så er det alt andet lige, nemmere at få passet børnene, siger Mie Nielsen.
En støttende familie
Tilsammen har Torben og Mie Nielsen fem sammenbragte børn mellem 26 og 32 år, og det var ikke lige med det samme, at de fik hele sandheden om deres forældres nystartede virksomhed.
- Hvis vi skal være helt ærlige, så sagde vi ikke, at det var en swingerklub. De første måneder fortalte vi, at det var en gård, hvor der var bed and breakfast, og folk kunne komme og sove, fortæller Mie Nielsen.
Først da medierne begyndte at interessere sig for parret og deres klub, måtte Torben og Mie Nielsen lægge kortene på bordet.
- Nu er de voksne, men løbende har de været gode til at spørge ind til, hvad det er for noget, og på den måde har vi oplevet, at de er frie for fordomme, og det er en dejlig ting at give dem med, lyder det fra Mie Nielsen.
Torben Nielsen fortæller også, at de to ældste drenge holdt deres studenterfester i klubben.
- Det ville de jo ikke gøre, hvis de var flove over det, vi laver, siger han.
Og med opbakning og erfaring i baghånden er Torben Nielsen ikke i tvivl:
- Vi fortsætter, til vi ikke kan mere, slutter han.
Se hele indslaget Torben og Mie Nielsens swingerklub på TV 2 PLAY.