Video af overfald deles på sociale medier – ingen greb ind, siger kærestepar
Mathias Bach forstår godt, at folk ikke greb ind. Han gør selv meget for ikke at starte en konflikt, selvom han mener, det er forkert.
En lørdag aften var 22-årige Mathias Bach og hans kæreste, Denis Madács, på vej hjem fra en bytur.
De sad i metroen mod Lergravsparken i København, og Mathias Bach var faldet i søvn på Denis Madács’ skulder, men han sov ikke mere end et par minutter, før han blev vækket af manden bag dem, der var begyndt at råbe skældsord ad parret.
- Det var ting som ‘faggot’ eller ‘I will kill you gays’, fortæller Mathias Bach i ‘Go’ aften LIVE’ om oplevelsen.
Denis Madács filmede optrinnet. Videoen blev delt på Mathias Bachs Instagram og har siden fået over 6.700 reaktioner.
Han har valgt at dele videoen for at vise, at LGBT-personer stadig udsættes for hadforbrydelser, lyder det fra Mathias Bach.
I forvejen går han langt for ikke at vise offentligt, at han er homoseksuel, fordi han ved, at det kan medføre overfald, som det han og kæresten blev udsat for i metroen.
Den aften lagde han hovedet på sin kærestes skulder. Det var det, der udløste det verbale angreb, mener Mathias Bach.
- Som LGBT-person bliver man nødt til at tage nogle forbehold, når man er sammen med sin partner i offentligheden. Det handler for det meste om at begrænse sig fysisk såsom kys og at holde i hånd, siger han.
Ikke en unormal oplevelse
Susanne Branner, der er sekretariatschef hos LGBT+ Danmark, har også set videoen af overfaldet, og hun bider særligt mærke i, at ingen af de andre passagerer greb ind.
- Vi har alle sammen et ansvar, siger hun og opfordrer til, at man som tilskuer til et overfald stiller sig hen i nærheden af offeret og signalerer, at man er der for dem, fortæller hun.
Derudover ønsker Susanne Branner, at flere minoriteter anmelder overfald.
På den måde mener hun, at man kan komme mørketallene til livs og klæde politiet bedre på til at håndtere anmeldelser om hadforbrydelser.
Ifølge Susanne Branner har hun kendskab til flere LGBT-personer, der ligesom Mathias Bach føler, at de ikke kan holde hånd eller kysse offentligt.
- Det er en meget almindelig historie, at man som LGBT-person censurerer sig selv i det offentlige rum, og det er selvfølgelig vildt grænseoverskridende og ubehageligt, at man ikke kan gebærde sig, som så mange andre kan, fortæller hun.
Kommer til at ske igen
Mathias Bach forstår godt, at folk ikke greb ind. Det ville han heller ikke selv have gjort, selvom han tror, at det ville have været en hjælp, siger han.
Dog er den 22-årige ærgerlig over, at der ikke var nogen, der kom og spurgte om parret var okay, da gerningsmanden havde forladt metroen.
Det er netop situationer som den lørdag nat, der har gjort, at Mathias Bach og Denis Madács ikke viser affektion i offentligheden.
De har anmeldt hændelsen til politiet, men de har ikke tænkt sig at gøre mere.
- Det handler om, at man ikke vil gøre opmærksom på sig selv. På den anden side, er det bedst for mig selv. Jeg vil ikke udsætte mig selv for vold. Det er et samfundsproblem, siger Mathias Bach.
Mathias Bach fortæller, at han har stor respekt for dem, der ikke har noget problem med at vise deres kærlighed på gaden, men at det ikke er noget, han har lyst til overhovedet.
Nu efterspørger han flere kampagner målrettet minoriteter, der skal øge sikkerheden og oplysning omkring overfald, for han er sikker:
- Det kommer til at ske igen.
Se hele indslaget om hadforbrydelser fra 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.