Mor fik liste med 53 punkter inden datters skolestart: - Jeg tabte pusten
Vi har fået et meget højt ideal for det gode forældreskab, lyder det fra sociolog.
Være i harmoni med sig selv, have en god selvværdsfølelse og tro på sig selv.
Det er et lille udsnit af de 53 punkter, Christina Portland modtog på en liste, i forbindelse med at hendes seksårige datter Carmen skal starte i skole efter sommerferien.
Da Christina Portland modtog listen, tolkede hun den som om, at det var noget, datteren skulle kunne inden skolestart.
Og det kom bag på hende.
- Jeg tabte pusten på Carmens vegne og også lidt på mine egne vegne som mor. Hvis jeg skal være med til at skabe dette perfekte barn, som listen indikerer, så får jeg rigtig travlt, forklarer Christina Portland til Avisen Danmark og i 'Go’ morgen Danmark’.
For hende er listen endnu et udtryk for de høje forventninger, der er til forældre, og det bliver hun bakket op om.
Intenst skole-hjem-samarbejde
Vi har fået et meget højt ideal for det gode forældreskab i Danmark.
Sådan lyder det fra sociolog og ph.d. Maria Ørskov Akselvoll.
- Man kan aflæse en idealforælder i den liste, og man kan aflæse et idealbarn. Det sender et signal om, at der er nogle ret høje krav, som skal indfries fra forældrenes side, fortæller hun.
Ifølge Maria Ørskov Akselvoll er listen et godt billede på, hvor intensivt skole-hjem-samarbejdet er blevet, og hun efterspørger, at flere skoler sætter spørgsmålstegn ved deres egne krav til forældrene.
Jeg synes, at det er vigtigt at huske, at vi som forældre også har en stemme og også godt må råbe vagt i gevær
Christina Portland, pædagog
- Skolerne kan blive bedre til at se på, hvordan det, de sender ud, rammer i hverdagslivet. Er det overhovedet realistisk? Og hvad er det for et ideal, vi sender? spørger hun.
Gode intentioner
Når Christina Portland ser det som en liste med krav, er det misforstået, siger Max Ulrich Larsen, der er skoleleder på Damhusengens Skole i Vanløse, hvor seksårige Carmen skal starte.
- Det er ikke en liste, der fra vores synsvinkel skal forstås som en tjekliste eller som noget, barnet skal kunne. Det er noget, vi skal arbejde på sammen igennem et langt skoleforløb for at give børnene de egenskaber, lyder det fra skolelederen.
Selvom intentionerne med listen ikke var at lægge et stort forventningspres på forældrene, mener Max Ulrich Larsen, at det er naturligt, at der altid vil være visse krav til forældre.
- Når man stempler ind i en folkeskole, stempler man også ind i et fællesskab. Der skal være en vis form for interesse og deltagelse, men i nogle moderate former. Det er en balancegang, fortæller han.
Alligevel kan Max Ulrich Larsen godt forstå, at listen lagde et pres på Christina Portland, og derfor understreger han, at ledelsen vil genbesøge og modernisere listen.
- Listen skal kigges på, for det her udtryk må den ikke have. Nu skal vi et andet sted hen. Det er vigtigt.
Fælles følelse
For Christina Portland er det vigtigt, at det ikke bliver tolket som, at hun brokker sig over, at der er forventninger til forældre, men at det har taget overhånd, og at det er svært at nå det hele.
Og det er der mange, der giver hende ret i.
Efter Christina Portlands besøg i ‘Go’ morgen Danmark’ har mange forældre nemlig kommenteret på listen på ‘Go’ morgen Danmark’s og ‘Go’ aften LIVE’s Facebook-side.
Her deler mange forældre Christina Portlands følelse af et massivt pres.
- Det viser jo bare, at jeg har ramt ned i en problematik, som mange kan genkende, og jeg synes, at det er vigtigt at huske, at vi som forældre også har en stemme og også godt må råbe vagt i gevær, slutter hun.
Nu ser Christina Portland og Carmen frem til skolestart 14. august.