Kenneth: Hvis bare jeg havde oplevet mit problem i tide

16x9
Kenneth og familien Foto: Privatfoto

Mange danske mænd har dårlig sædkvalitet, men det er så tabubelagt, at mange ikke bliver undersøgt og ikke får igangsat en fertilitetsbehandling i tid

Mange danske mænd har dårlig sædkvalitet, men det er så tabubelagt, at mange ikke bliver undersøgt og ikke får igangsat en fertilitetsbehandling i tide.

Men nu gør en ny test det muligt at teste sædkvaliteten helt uden at konsultere lægen og blive konfronteret med tabuet. Med testen kan du selv teste din sædkvalitet og efter 30 minutter foreligger svaret.

Sædtesten havde fået os i behandling før
En af dem, der ville have ønsket, at der havde været sådan en test, da han skulle have barn, er 31-årige Kenneth Kühnell.

- Da min kone Marie og jeg besluttede, at vi gerne ville have et barn, prøvede vi halvandet år, hvor der intet skete. Jeg havde godt nok som 18-årig aflagt en sædprøve til session, hvor jeg fik at vide, at jeg havde dårlig sædkvalitet, men det slog jeg hen, for jeg vidste jo ikke, hvor dårlig den var, fortæller Kenneth Kühnell til TV 2.

Selv om han godt vidste, der kunne være et problem med hans sæd, fik han ikke undersøgt det på ny, hvor han kunne få fastslået, om hans sæd nu virkelig var så ringe.

- Det er meget grænseoverskridende at skulle afgive en sædprøve. Det er en meget underlig oplevelse, så derfor trak jeg pinen så længe. Hvis jeg nu havde haft mulighed for at teste mig selv derhjemme, havde det være knap så skræmmende, siger Kenneth Kühnell.

Et tabu for mange mænd
Testen fra firmaet SwimCount er udviklet af ph.d. og fertilitetslæge Steen Laursen. Han oplevede nemlig ofte, at mange af de mænd, der konsulterede ham, kom alt for sent på grund af, at de synes det var alt for pinligt at have lav sædkvalitet - og især det at afgive en prøve på kommando på en klinik var grænseoverskridende. Men hvis fertilitetsbehandlingen ikke kommer i gang i tide, forringes chancerne for at blive gravid.

- Det er et stort tabu for mænd at få testet deres sædkvalitet, og derfor venter de for længe. Hvis de selv skal teste, får de gjort det hurtigere, og dermed kommer de hurtigere i fertilitetsbehandling, siger fertilitetslæge Steen Laursen.

Det er ikke fordi, mandens sæd bliver endnu dårligere med tiden, hvis det i forvejen er dårligt. Men jo ældre kvinden bliver, jo sværere er det at gøre hende gravid, hvis sæden også er dårlig. Det er altså nemmere at gøre en kvinde på 25 år gravid med en mand, der har dårlig sædkvalitet, end hvis kvinden var 35 år. Derfor gælder det om at komme hurtigt i gang.

- Vi kan ikke afhjælpe barnløshedsproblemet, men forhåbentlig kan vi få flere i gang i bedre tid ved, at de selv får muligheden for at teste, siger Steen Laursen.

Ville have været i gang tidligere
Testen fra SwimCount måler både antallet af sædceller og kvaliteten af sæden. Resultatet har en sikkerhed på 95 procent, viser de prøver, hvis resultater også er blevet testet med professsionelle laboratorieanalyser.

Kenneth Kühnell kom i fertilitetsbehandling efter halvandet års tilløb, og efter fire insemineringsforsøg lykkedes det ham og konen at blive gravide. I dag er de forældre til en søn på et år.

- Vi er jo rigtig glade for, at det lykkedes, men vi ville da gerne have haft ham før, hvilket vi kunne have haft, hvis vi kom tidligere i gang, siger Kenneth Kühnell.

Testen fra SwimCount forventes at komme i handlen inden for en måned.