Sundhed

Kom igang med Nymanns løbeprogram

Foråret står for døren, sommeren presser sig på, nytårsforsætterne er glemt, og ønsket om at komme i form dukker igen op i tankerne.

Nu kan du gøre tankerne til virkelighed ved at følge vores træningsprogrammer.

Træningsprogram

Træningsprogrammet er udarbejdet i 5 niveauer. Gå til næste niveau når du føler, at du kan klare mere end det niveau, du er på nu. Er du vant til at løbe en smule, så start på niveau 2 eller 3.

Løb er en af de meste effektive former for konditionstræning, det er nemt at gå til og kan laves hvor som helst og når som helst.

Godt begyndt er halv fuldendt som et gammelt ordsprog siger. Og det er så ganske rigtigt, når det kommer til løbetræning. Er du for ambitiøs i forhold til din form er risikoen for smerter og stor ømhed kæmpe stor og risikoen for at du hurtigt giver op igen er langt større end hvis du planlægger en god start.

Som nybegynder er det fristende bare at snøre skoene på fødderne og drøne derudaf. Inden man går i gang med træningen, er det en fordel, at man sikrer sig, at man har de helt basale ting på plads.

Den allervigtigste del af udstyret er et par gode løbesko, der kan støtte fødderne og beskytte resten af kroppen mod den hårde, men gode belastning, det er at løbe. Valget af sko er vigtigt, idet de mange skader skyldes dårligt fodtøj. Mange løbere vrikker enten indad eller udad på fødderne. Derfor gælder det om at købe fodtøj, som passer til lige netop din fod. Køb gerne dine sko i en forretning, hvor du kan få testet din løbestil. Det sikrer dig mest sko for pengene og en sko, der støtter og hjælper dig i stedet for det modsatte. Og skoene koster det samme som i forretninger, hvor du ikke bliver testet.

Så gælder det om at lægge en plan for sin kommende karriere som løber. Planen afhænger i høj grad af målsætningen - vil man løbe for at komme i bedre form, tabe sig, blive i stand til at løbe en given distance, holde blive sundere eller noget helt femte?

Uanset hvad der er målet, så starter ethvert træningsprogram med det første skridt, og det må gerne være lille! Kroppen har brug for at vænne sig til belastningen ved at løbe, og derfor er det vigtigt, at du er indstillet på at starte fra bunden, også selvom ambitionerne rækker til store mål. Det kan synes uoverskueligt at skulle starte de første uger med masser af rask gang, afbrudt af minimale mængder løb, men det er vigtigt at holde dig til programmet, så led og sener får tid til at vænne sig til belastningen.

Det er normalt, at benene er lidt ømme i starten. Kroppen har brug for at vænne sig til belastningen, og netop derfor er det vigtigt, at man ikke overdriver træningen, og husker at lægge mindst én hviledag mellem hver træningsgang. En effektiv måde at reducere ømheden på, er ved at variere underlaget du løber på. Asfalt og fliser er meget hårde underlag, der belaster benene ekstra meget, mens skovstier, grusveje, strandbredder og græsplæner byder på fortrinlig stødabsorption. Og så er det en god ide at variere løberuten, så du ikke løber samme tur hver gang. Resultatet kan være, at du efter nogen tid keder dig og mister lysten til at løbe.

Derfor: Varier ruten, så du altid har nogle nye oplevelser at se frem til.