Sådan kan en flirt booste dit parforhold
Hånden på hjertet - har du flirtet med en kollega, nabo eller ven?
De allerfleste har prøvet det, og rigtig mange gør det igen og igen - flirter. Og det er der rigtig god grund til at gøre, for flirten giver dig overskud, glæde og energi.
Den søde juletid, der nærmer sig med al dens festivitas, er højtid for flirterier med alle andre end din partner derhjemme. Men hvordan kombinerer man festens søde flirt med hverdagen og partneren derhjemme?
Sexolog og parterapeut Rikke Thuesen fortæller dig her, hvordan du kan overføre flirtens positive energi til dit parforhold:
1. Tag glæden med hjem. Når du flirter får du masser af energi, og du ser et positivt og sprudlende billede af dig selv i den person, du flirter med. Husk at tage den del af dig selv med hjem til din partner og integrér den i hverdagen.
2. Vær åben over for din partner. Det er dejligt, hvis man har et forhold, hvor man kan dele en god flirt med sin partner. Hvis du fortæller ham eller hende, at du til den her julefrokost fik så mange søde ord med på vejen, kan det motivere din partner til at øse ekstra mange komplimenter ud over dig.
3. Bekræft din kærlighed over for din partner. For at undgå jalousi er det vigtigt, at du understreger over for din partner, at du kun vil ham eller hende. Fortæl at du kun er ude på at samle og give energi og glæde, når du flirter, og at det intet har at gøre med din kærlighed.