Sundhed

Seks sextips til kvinder

Vi kvinder får tit skudt i skoene, at vi ikke prioriterer vores sexliv højt nok. For når børnene er puttet, madpakkerne smurt, og huset ryddet op, er vi tit så trætte, at vi simpelthen ikke orker andet end bare at falde udmattede om i sofaen.

Tv2.dk har mødt sexolog og parterapeut Rikke Thuesen til en snak om kvinder og sex.

Med udgangspunkt i de seks typiske sexfejltagelser, vi kvinder begår, vil hun nedenunder her gennemgå fejltagelserne og fortælle dig, hvordan du kan vende fejlene til positive oplevelser.

Fejltagelse nr. 1: Kvinder tager alt for sjældent initiativ til sex. Rikke Thuesen fortæller, at vi kvinder har alt for meget fokus på vores to-do-liste. Der er altid lige noget, der skal ordnes, før vi kan slappe af og begynde at tænke på sex. Konsekvensen er, at manden får følelsen af ikke at være begæret, og af at have eneansvaret for sexlivet. Tilmed begynder han måske at opfatte sin bedre halvdel som kedelig. Løsningen er at sætte sex på to-do-listen. Det lyder måske lidt for skematisk og kedeligt, men ifølge Rikke Thuesen fungerer det faktisk for de fleste par, fordi sex på den måde ikke bliver noget, man kan springe over eller glemme.

Fejltagelse nr. 2: Kvinder tænker for meget på, hvordan de ser ud. Selvtillid og udseende hænger sammen, så hvis vi kvinder føler, vi er for tykke, for slaskede eller noget helt tredje, så påvirker det lysten, og vi kommer automatisk til at pakke os ind i stort tøj og gemme os væk. For at skyde selvtilliden i vejret skal vi faktisk gøre det modsatte - tage de lækre trusser på, barbere vores ben og forkæle os selv, siger Rikke Thuesen.

Fejltagelse nr. 3: Kvinder tror, at mænd ikke kan finde ud af at være romantiske. Og det er til dels rigtigt, siger Rikke Thuesen. Mænd er mere fokuserede på selve sexakten end på optakten og efterspillet, der er nok så vigtige for kvinden. Vi kvinder kan dog sagtens gøre noget for at få det, som vi vil have det. Regn som udgangspunkt med, at din mand ikke aner, hvad romantik er, og sørg så for at vise og fortælle ham, hvad du gerne vil have - han kan jo ikke læse dine tanker.

Fejltagelse nr. 4: Kvinder tror, at mænd altid har lyst til sex. Det passer ikke, siger Rikke Thuesen. Mænd bliver lige så påvirkede af stress og dårlig trivsel som kvinder - og det kan for begge parters vedkommende betyde, at lysten kan forsvinde i en periode. Gør den det, er der ikke andet at gøre end at tale om det. Kvinder har som regel let ved at åbne op for deres indestængte frustrationer, mens mænd oftere skal hjælpes lidt på vej. Undgå dog for alt i verden at lege psykolog over for din mand - det virker sjældent efter hensigten.

Fejltagelse nr. 5: Kvinder glemmer at guide manden i sengen. Vi vil nemlig ikke have, at han skal føle, at han ikke gør det godt nok. Og så har vi så svært ved at forstå, hvorfor han ikke på forhånd bare ved, hvad det er, vi vil have, siger Rikke Thuesen. Mænd er forprogrammerede til at gå efter målet, som i sengen er selve forløsningen, og derfor glemmer de, som tidligere nævnt, alt det romantiske, der er så vigtigt for os kvinder. Du skal vise din mand, hvad du gerne vil have, og du skal fortælle ham det uden at kritisere.

Fejltagelse nr. 6: Kvinder bliver sure, når deres mænd foreslår noget nyt i sengen. Kvinder tager det helt automatisk som kritik, hvis deres mænd foreslår en nyt seksuelt indslag. Vi er nemlig bange for ikke at kunne leve op til det, han ønsker. Samtidig sætter hans ønsker straks en tankemæssig kædereaktion i gang: Hvorfor spørger han om det, hvem har han tidligere oplevet det her med osv. Vær åben over for din mand, indrøm at du er nervøs. Og hvis I vælger at prøve den nye ting af, så gør det, i hvert fald i starten, ud fra en legende, pjattende vinkel - det vil tage toppen af nervøsiteten og mindske præstationsangsten.