Sådan bliver du bedre til at flirte

Holder du øjenkontakt, når en mand sender dig varme blikke - eller er du et af de 'iskolde køleskabe', der surt ignorerer chancen for en god flirt?
En ny undersøgelse viser, at især skandinaver er elendige til at flirte. Og det er ærgerligt, for en flirt kan være en særdeles positiv oplevelse, der hjælper på humøret, ifølge eksperten.
- Det handler om at udveksle energi. Jeg bliver gladere bagefter, siger sexolog og jordemoder Cecilie Lolk Tommerup.
Drop sipperiet - de mener det godt
Et af problemerne med flirt er, at mange kvinder tager det ilde op eller bliver forlegne, når mænd giver dem komplimenter eller viser interesse.
¨- Kvinder er rigtigt dårlige til at tage imod. De skynder sig at sige: 'Jamen, jeg har også en gammel kjole på.' Tag den hjem, sig 'tak' og anerkend, at han synes, at du er dejlig, siger Cecilie Lolk Tommerup.
Hun er personligt helt vild med håndværkere, der altid er gode for en lille flirt.
- De er ekstremt gavmilde. De sidder der og keder sig og spiser rosenbrød i deres kassevogn. Du går forbi og så er den hjemme, siger Cecilie Lolk Tommerup, der ærgrer sig over, at mange kvinder tager håndværkernes tilråb ilde op:
- Og hva' så hvis du får at vide, at du får en go' røv? Er det ikke også meget dejligt? Kvinder er rigtigt sippede. Det er et kompliment. Det er hans måde at sige, at du har en go' røv på. Det er da ikke så tosset, er det?, siger sexologen.
Flirt er uskyldigt
Cecilie Lolk Tommerup påpeger, at flirt handler om at få en bedre dag - og ikke om at være sin partner utro.
- Det er legalt at flirte, selv om man er gift. En flirt er ikke det samme som at score. Flirt er udveksling af god energi og at bekræfte hinanden i, at det er rart at stå her sammen. Alt det andet, det kan man tage senere, hvis det er, siger Cecilie Lolk Tommerup.