Sundhed

Sådan får du en kæreste på nettet

Hvis du er træt af at hænge ud i byen fredag efter fredag i håbet om at finde din næste kæreste, så er netdating måske den vej, du skal gå.

Du skal dog gøre dig umage og kende de uskrevne regler, når du beskriver dig selv og hvilken type, du søger, på et datingsite - ellers bliver det lige så svært at score i cyberspace som på den lokale bar en sen nattetime.

Men hvordan laver du den rette datingprofil på nettet? Vores faste kærlighedspanel - sexolog og jordemoder Cecilie Lolk Tommerup og parterapeut Flemming Bogø - giver dig svaret her.

Husk foto - drop solbriller og bikini

Et foto er altafgørende, hvis du vil have held i kærligheden på nettet. Og det skal ligne!

- Det er lige som i Den Blå Avis, hvis du ikke har et billede af din kommode, så får du den ikke solgt. Du er nødt til at have et billede og det skal være et billede, der ligner dig, siger Cecilie Lolk Tommerup, der samtidig har et specifikt råd til mænd, der vil oprette en profil:

- Kvinder kigger efter øjnene, så det nytter ikke noget, at du har taget dine bedste solbriller på eller gemmer dig bag en kasket - de har brug for at se dig, siger sexologen, der heller ikke mener, at kvinder har den store fidus til fest-abe-billeder.

For kvinders vedkommende kan det måske virke fristende at smide et lækkert bikinibillede fra seneste strandferie på - men det skal nøje overvejes.

- Det kommer an på, om du vil have en lummer aftale, så kan det godt være, at det skal være i biknien, men hvis du søger en, som du skal have i dit hjerte, så skal han helst have noget at pakke ud. Og så skal det gerne være noget af det, du siger, der skal være interessant og ikke hvordan du ser ud i bikini, siger Cecilie Lolk Tommerup.

Vær ærlig - og drop de mange krav

Når billedet er på plads, er det tid til at skrive et par linier om dig selv - og her er det en god idé at liste for mange krav til din næste partner op.

- Kvinder har en tendens til at liste op af alle de fantastiske egenskaber, de gerne vil have, at manden har. Og manden når tre linier ned og tænker; 'Tak for kaffe - den her salgsannonce kan jeg slet ikke'. Så holder de op med at læse, siger Cecilie Lolk, der anbefaler, at kvinder formulerer sig kort og præcist:

- Hvis man vil henvende sig til en mand, skal det være på ca. 10 linier, og nummer to eller tre skulle meget gerne være interessant, så der er noget at spørge ind til, siger Cecilie Lolk.

Nej, dit job er ikke et turn-on

Mange mænd tyr til at fortælle om deres job, når de skal beskrive sig selv - men det skal være et ualmindeligt spændende job, for at de kan score på det.

- Der findes ufatteligt mange kedelig job og det kan godt være, at du synes, at det er spændende, men det sælger ikke for en kvinde. Fortæl om hvad du synes der er spændende, når du har fri, siger Cecilie Lolk.

En sidste anbefaling fra kærlighedspanelet går på at arrangere en date så hurtigt som muligt, når du er kommet i kontakt med en potentiel ny kæreste.

- Man skal mødes tidligt. Man får hurtigt dannet sig nogle billeder inde i hovedet og får let idealiseret den anden, siger Flemming Bogø.