Sådan får far tid til andet end børn

Går du og gruer for, at det er slut med byture og fodboldkampe, når du bliver far? Eller er du allerede far og synes det er svært at finde tid til fritid?

Ifølge eksperterne bliver bekymringerne om forældrelivet som regel gjort til skamme efter fødslen, selv om det unægtelig er en stor og krævende opgave at blive forældre.

Men der er nogle, som har svært ved at finde en balance mellem barnets behov og egne behov, og så kan et ellers lykkeligt faderskab hurtigt ende i frustrationer.

Her er en række tips til, hvordan du opretholder tilværelsen, når du bliver far:

Vælg og fravælg

Gør op med dig selv, hvilke venner du vil bevare kontakten med. Selv om du har nok så gode intentioner om at holde relationerne ved lige og pleje din store vennekreds, så siger alle erfaringer, at der bliver mindre tid til vennerne, når først barnet er født.

Hold kontakterne ved lige

Selv om I ikke kan ses så tit, som I plejer, så husk at der er andre måder at bevare kontakten på. Vis, at du fortsat følger med i dine venners liv ved at huske fødselsdage og andre mærkedage og ved at være den, der ringer, sms'er eller skriver på Facebook en gang i mellem.

Find venner med børn

De fleste forældre vil gerne snakke om alle de nye oplevelser, og det er de færreste uden børn, der har tålmodigheden til at blive ved med at høre om juniors seneste bedrifter. Alle forældre har brug for at sammenligne og spørge andre med børn til råds, så det er oplagt at dyrke venner, der selv har børn.

Planlæg din fritid

Et liv med børn stiller større krav til struktur og planlægning end et singleliv eller et parforhold uden børn. Du kan ikke længere bare sove længe eller spille playstation med gutterne, når det passer dig. Sæt tid af i kalenderen til fritid og lav aftaler med venner i god tid i forvejen. Så er der også noget at gå og se frem til.

En tjeneste er en anden værd

Jo mere overskud, du viser derhjemme, jo større forståelse vil du møde og jo bedre samvittighed kan du have, når du tager fri fra børnepasningen. Tag opvasken, selv om det ikke er din tur og hjælp kæresten, når hun mindst venter det.

Lav noget, der inkluderer baby

Hvem siger, at baby ikke kan være med, når du mødes med vennerne? Send kæresten ud af huset og invitér vennerne til at se film eller fodbold i fjernsynet, mens I passer barnet. Eller benyt dig af et af de mange tilbud om babyaktiviteter, der findes. Dine bedste venner vil med stor sandsynlighed gerne lære dit barn at kende, så hvorfor ikke invitere dem med til babysvømning, babybio el. lign.?

Prioritér og insistér

Lav en kort og realistisk prioriteret liste over de ting, du gerne vil have tid til, når du er blevet far. Fortæl din kæreste om dine prioriteter og lad hende fortælle om sine. Har I afstemt forventningerne til, hvad der skal være plads til efter fødslen, er der større chance for, at I undgår skænderier. Hold fast i de ting, der er vigtige for dig, og gå på kompromis i de situationer, hvor noget er vigtigere for hende end for dig.

Giv plads til gengæld

Husk, at det ikke kun er dig, der har brug for en pause en gang i mellem. Vær aktivt med til, at sol og vind bliver delt lige mellem dig og barnets mor og sørg for, at hun også kommer ud og væk med jævne mellemrum. Opmuntr hende til at holde fri fra barnet, når du kan mærke, at hun har brug for det, eller ring til hendes veninder og bed dem invitere hende ud.