Sundhed

Ammekaos: Bryst er bedst - eller hvad?

Færre infektioner i maven, beskyttelse mod mælkeallergi og astma. Brystmælk er den bedste kost for spædbørn. Eller er det? Videnskabelige undersøgelser viser med jævne mellemrum nye resultater, der er stik modsatte af de forrige.

Brystmælk har slet ikke den positive effekt på barnets sundhed som tidliger antaget. Sådan konkluderede forskere fra Norges Tekniske-Naturvidenskabelige Universitet i Oslo i januar, der har systematisk gennemgået 50 tidligere studier af amning og brystmælkens effekter

- Der er mange gode grunde til at amme, men det bør ikke være på grund af barnets helbred. Der er ingen grund til, at kvinder, der har problemer med at amme, skal have dårlig samvittighed eller tænke, at de giver deres barn en dårlig start på livet. Flaskemælk er lige så godt som brystmælk, udtalte forskningsleder og professor Sven M. Carlsen dengang.

Nu er hollandske forskere så nået frem til den modsatte konklusion. Seks måneders fuld amning beskytter barnet mod en række sygdomme. Børn, der er ammet i minimum seks måneder har blandt andet færre infektionssygdomme i mave-tarmsystemet og luftvejene.

- Fuld amning, hvor barnet kun får brystmælk som ernæring, reducerer luftvejs- og mave-tarminfektioner. Resultaterne af vores undersøgelse støtter blandt andet WHO's anbefalinger om, at moderen ammer sit barn i seks måneder, siger professor Henriëtte Moll fra Erasmus Medical Centers Sophia's Children's Hospital i Rotterdam, der står bag undersøgelsen.

De hollandske resultater støtter også de danske anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om seks måneders amning. I Danmark har debatten også gået på, om kvinden maksimum skal amme barnet i fire måneder og ikke længere for ikke at give de kemikalier og giftstoffer, der er ophobet i kvinden videre til barnet. Men indtil videre følger Sundhedsstyrelsen WHO's retningslinjer.

Amning er godt, men ikke for enhver pris

Sigrid Riise er sundhedsplejerske gennem flere årtier og har haft sin egen brevkasse i radioen. Hun har mødt mange mødre, der ikke kunne amme af den ene eller anden grund. Hun er varm fortaler for amning, men kun så længe barn og mor trives med det. Hun mener, at man skal amme, hvis man kan, men ikke for enhver pris

- Der er ingen tvivl om, at amning er godt. Men i stedet for at forholde sig til alle de nye undersøgelser, der hele tiden viser noget nyt, skal man forholde sig til sit barn, og se på, om barnet - og moderen - trives, siger Sigrid Riise.

Sigrid Riise giver ikke nogen minimum på, hvor længe moderen skal amme sit barn. Og hvis hun ikke kan amme i mere end for eksempel et par måneder, er det også i orden.

- I Danmark er børnene så sunde og raske i dag, selvom de får modermælkserstatning. Det bliver de altså ikke syge af. Så man skal ikke amme i lang tid for enhver pris, bare fordi de seneste anbefalinger lyder på minimum seks måneders amning, siger Sigrid Riise.