Vi fatter ikke sundhedstip

Danskerne drukner i junglen af kostråd og fødevarebegreber. Nu glemmer vi selv de mest elementære fødevareråd, viser en ny undersøgelse.

Sundhedskrejlerne er overalt på tv, radio og i magasiner og aviser. Men vi kan ikke følge med i grundreglerne for sunde kostvaner. Det viser en ny undersøgelse, som Wilke har foretaget for nyhedsbureauet Newpsaq.

Danskerne ved slet ikke, hvad der er ufedt fedt. Faktisk tror mere end en tredjedel af befolkningen, at det usunde mættede fedt er det mest sunde. I stedet burde de vælge det umættede fedt.

Vi bliver tæppebombet med sundhedstips og kostråd i en grad, der gør, at en del af den helt elementære viden pludselig glider ud af bevidstheden, viser målingen. Budskaberne drukner hinanden, lyder det fra en ekspert i kommunikation.

- Den ene dag er fedt sundt, den anden er fedt usundt. Så er kulhydrater sundt, så er kulhydrater usundt. Der er så mange modstridende kostråd i aviser og magasiner, at vi danskere mister overblikket, slår den garvede kommunikationsrådgiver Jess Myrthu fast over for Newspaq.

Men fedt er ikke det eneste område, hvor vi taber overblikket i junglen af sundhedsbudskaber. Også sukkertyperne forvirrer os. Men med god grund.

Kun 55 procent af danskerne tror, at traditionelt sukker er mere sundt end frugtsukker. 23 procent mener, det er lige usundt, 18 procent siger, at frugtsukker og sukker faktisk er det samme, og 2,5 procent dømmer frugtsukkeret ude.

Ernæringsekspert Per Brændgaard, der er cand.scient i human ernæring, kan løfte sløret for, at der faktisk ikke er noget rigtigt svar på spørgsmålet. Der findes bare tolkningsmuligheder, for i Danmark betyder frugtsukker flere ting.

- Biokemisk set er frugtsukker meget mere usundt end almindeligt sukker. Men problemet er, at begrebet frugtsukker kan forstås på flere måder. Hvis man med frugtsukker tror, at det er det, der fremkommer i almindelige frugter, ja så er det i stedet det sundeste. Det er med andre ord vanskeligt at give et klart svar på det her spørgsmål, fortæller han til Newspaq.

At spørgsmålet har flere svar, og at meget få faktisk forstår, hvad der er hvad på sukkerområdet, er til gengæld lettere at forklare.

- Når du har lavet en smoothie og skrevet en bog om det, er du jo pludselig ernæringsekspert i mediernes øjne. Dem er der efterhånden så mange af med lige så mange meninger. Det er derfor klart, at danskerne bliver forvirrede. Man bliver altså ikke slankeekspert af selv at have tabt sig 20 kg, slår Brændgaard fast.

Hos Fødevarestyrelsen har man en anden forklaring på, hvorfor en stor del af danskerne ikke kan hitte rundt i fedt og sukker.

- Undersøgelsens tal kommer ikke bag på os. For vi prøver at kommunikere fødevaregrupper; altså vores mad, frem for næringsstoffer. Derfor anbefaler vi for eksempel flydende fedt frem for faste fedtprodukter. Eksempelvis olier i stedet for smør, lyder det fra ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen Susanne Walter Johannessen til Newspaq.

I hovedstaden bor de mest fedtbevidste danskere. Her ved 65,4 procent ganske rigtigt, at det mættede fedt er mere usundt end umættet fedt, mens blot 56,5 procent af nordjyderne er klar over det, viser Newspaqs måling.