Sundhed

Keder du dig også, når du leger med dine børn?

Mister du koncentrationen og bliver du helt tom indeni, når du sidder på gulvet med din datter og hun trækker dukkerne frem? Har du lidt svært ved at forestille dig, at I er til teselskab med bamserne og må du undertrykket et gab, når sønnike bruger timevis på at bygge Lego-byer? Så er du ikke den eneste.

En britisk undersøgelse viser, at forældre keder sig og har glemt, hvordan man leger.

2.000 børn mellem fem og 15 år og 2.000 forældre er blevet interviewet om forældrenes legevaner. En ud af fem forældre siger, at de har glemt, hvordan man leger og en tredjedel indrømmer, at de keder sig, når de leger med deres børn.

Hvis de da endelig leger. For 21 procent af forældrene kan ikke længere huske, hvordan man leger. Og børnene kan sagtens mærke, at det ikke er sjovt for forældrene. Halvdelen af de adspurgte børn siger, at de gerne vil have mere god tid sammen med deres forældre, og en ud af ti kan godt mærke, at forældrene synes, det er spild af tid at lege. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Hvis flere forældre endelig deltager i leg, sker det foran computeren. En tredjedel af forældrene i undersøgelsen vil spille computer, fordi de tror, at det er det, børnene vil. Men faktisk vil børnene hellere spille et brætspil eller lege udenfor.

Leg nødvendig for barnets udvikling

Legen er ifølge familievejleder Lola Jensen meget vigtig for barnets udvikling. Hun har gennem 25 år hjulpet og rådgivet forældre i den til tider svære kunst at være netop forældre.

"Gennem legen bliver barnet klogere på livet. De bearbejder dagens indtryk gennem legen og de lærer om konfliktløsning. De lærer at kende forskel på dit og mit, stort og småt og godt og ondt," siger Lola Jensen.

Mødre: "Er vi ikke færdige nu?"

Hun oplever ofte, at fædrene ikke er så tossede til at lege, når de først fordyber sig i det. Til gengæld kan det godt være sværere for mødrene.

"Kvinder synes ofte, at det er spild af tid. Jeg oplever, at de forcerer legen, når de endelig leger, så de kan blive hurtigt færdige, og det kan barnet selvfølgelig godt mærke," siger Lola Jensen.

Så hvad gør man, når man ikke rigtig gider lege med sine børn, og keder sig frygteligt?

Lola Jensen giver her sine bedste tips til, hvordan man leger, uden at kede sig ihjel.

1. Kvalitetsleg er ikke nødvendigvis en leg, hvor du leger Jørgen Clevin og klipper og klistrer, mens børnene ser på. Du kan nøjes med at vise dem, hvordan man gør, så de kommer i gang og så undervejs se, om de har brug for lidt assistance eller inspiration. Forældrene skal skabe rammerne for legen.

2. Hvis du helt har glemt, hvordan man leger og får ideer til nye lege, må du støve gamle klassikere af. Hinkerude, sjippetov, hulahopring og hønseringe fra din egen barndom virker stadig. Gå med børnene ud på villavejen eller ned i gården og vis dem, hvordan man gør, og lær dem samtidig, hvordan de passer på hinanden i trafikken. Efterhånden som du har været med nogle gange, kan de til sidst selv finde ud af legen og hvordan de kan finde på nyt.

3. Forældrene skal bidrage med inspiration, så børnene selv kan bruge deres kreativitet. Det er ikke meningen, at mor skal styre den ene bamse og datteren den anden dukke, der er til teselskab sammen. Skub legen i gang.