Sundhed

Aborter og lammelser efter vaccination

Svineinfluenzavaccinationen er måske skyld i aborter og nervelammelser. I Danmark er der også indberettet tilfælde af aborter efter vaccination mod svineinfluenzaen.

I Norge er det kommet frem, at der har været 1.100 indberetninger om bivirkninger af vaccinen mod svineinfluenza H1N1 under sidste års pandemi. De fleste indberetninger har handlet om milde, forbigående symptomer, men 300 af dem er langt alvorligere. Spontane aborter, narkolepsi og nervelammelser er nogle af de symptomer, vaccinen har været mistænkt for at udløse, skriver Bergens Tidende. De europæiske lægemiddelmyndigheder, EMA, har efterfølgende frikendt vaccinen for at kunne give narkolepsi.

400.000 danskere blev vaccineret mod influenza H1N1, og I Danmark er der rapporteret om 600 tilfælde af bivirkninger. Og der er lignende tilfælde af bivirkninger i Danmark.

"Langt de fleste har ikke været alvorlige, men der er nogle få af alvorligere karakter. Det drejer sig blandt andet om spontane aborter, nervelammelser og stærke allergiske reaktioner," siger Doris I. Stenver, der er overlæge i Lægemiddelstyrelsens afdeling for Forbrugersikkerhed.

Ikke flere aborter end normalt

Hun kan ikke afvise, at vaccinen skulle være årsag til aborterne og nervelammelserne. Men der skal flere undersøgelser til, før Lægemiddelstyrelsen kan sige, hvad indberetningerne skyldes.

"Vi undersøger naturligvis disse sager, men der er ikke noget, der tyder på, at de skyldes vaccinen," siger Doris I. Stenver.

Hun forklarer, at man ikke har set et markant højere antal spontane aborter under massevaccinationen. Hvis vaccinen forårsager abort burde der ifølge Doris I. Stenver have været en stigning i antallet af aborter. Da dette ikke er tilfældet, kan aborterne i lige så høj grad skyldes andre ting, som tilfældigvis sker under influenzapandemien.

Ændrer ikke anbefalinger om vaccination

I denne influenzasæson bliver der brugt en anden type vaccine, så ifølge overlæge i Lægemiddelstyrelsen, Doris I. Stenver er der ikke grund til panik eller til at ændre anbefalingerne.

"Der kan selvfølgelig altid være en lille risiko forbundet med at blive vaccineret. Men vi vurderer, at fordelene ved vaccinen er større end risikoen."