Sundhed

Kan du redde et døende barn?

Se her hvordan du giver dit barn livreddende førstehjælp

Kan du redde dit barn, hvis det sluger en legoklods, der sætter sig fast i luftrøret eller hvis det falder i svømmebassinet og er ved at drukne?

80 procent af danskerne ved ikke, hvordan man yder førstehjælp til børn, viser en ny undersøgelse fra Børneulykkesfonden.

Og det kan betyde forskellen på liv og død.

Det oplevede Mathilde Christensen, da hendes datter var ved at blive kvalt i et stykke agurk. Pigen kunne ikke trække vejret og blev blå i hovedet.

Heldigvis havde Mathilde Christensen taget et kursus i førstehjælp til børn, så hun greb datteren, lagde hende på sin arm og gav hende slag på ryggen, så agurkeskiven kom fri.

Forebyg ulykkerne

Men det kunne lige så godt have gået galt. For inden Mathilde Christensen kom på førstehjælpskursus, troede hun, at hun bare kunne ryste barnet, hvis det fik noget i den gale hals.

Ifølge Henrik Mörke-Malmkvist, der er uddannelsesleder hos Falck, er der god fornuft i at tage et førstehjælpskursus, for undersøgelsen for Børneulykkesfonden viser, at hver femte deltager på et førstehjælpskursus har stået i en situation, hvor de skulle yde førstehjælp.

Du kan også gøre meget for at forebygge, at ulykkerne sker, så du ikke kommer i en situation, hvor du skal yde førstehjælp til barnet:

Børnesikre hjemmet

Kontroller hjemmet set fra børnehøjde og skab en sikker legeplads. Sæt ledninger, som barnet kan få fat i, fast, undgå at bruge duge, hvis barnet kan få fat i den og rive den ned og fjern småting fra gulvene. Afskærm trapperne, så barnet ikke falder ned. Sæt en låge foran, så de mindste ikke kan forsøge at gå på dem selv. Lav skridsikre trin til de større børn.

Hvis børn er med i køkkenet, giv dem små sikre opgaver, eller afskærm "legepladsen". Væk med ledningerne fra elkedler, frituregryder mm. Brug stikkontakter, der er væk fra børnenes rækkevidde.

Gem kemikalierne af vejen

Opbevar kemikalier, rengøringsmidler, opvasketabs og medicin utilgængeligt for børn, gerne i overskab med en sikkerhedshasp. Hæld ikke kemiske væsker og rengøringsprodukter til på andre, uoriginale flasker, som f.eks. sodavandsflasker, som barnet kan komme til at drikke af. Sæt dig ind i faremærkningen og hvad du skal gøre i tilfælde af uheld. Sæt børnesikre kapsler tilbage på flasken umiddelbart efter brug.

Lær barnet om giftige planter, bær, ukendte beholdere m.v. I tilfælde af forgiftning, kan du få råd og hjælp på giftlinen: 82 12 12 12.

Sikker leg

Lad aldrig børn bade i svømmebassin eller i havet eller hoppe på trampolin uden opsyn. Køb kun trampolin med sikkerhedsnet og afskærmning. Lær barnet at omgås dyr med respekt

Hvis skaden sker:

Bevar roen og trøst med rolig stemme, og undersøg barnet forsigtigt.

En kold og våd vaskeklud, er god til at smertelindre, stoppe blødninger og skabe muligheden for at få lidt ro på situationen.

Vurder behovet for skadestue, når der er lidt ro på situationen. Hvis dit barn er bevidstløs eller svækket, skal du yde førstehjælp og tilkalde hjælp på 112.