Hold romantikken i live: Vask håret og put ungerne

En biograftur uden unger, en eftermiddagsmiddag eller sexede stiletter kan være med til at holde parforholdet hedt.
Når man bliver forældre ændrer mange ting sig ofte i parforholdet. Nu tager børnene al tiden, der før blev brugt til kæresteaftener, romantiske weekendture til Paris eller en hel søndag i sengen.
Og selvom man er kendt, skal man også arbejde for parforholdet, når hverdagen indfinder sig. Læs med her, hvor Suzanne Bjerrehuus, Katrine Hertz Mortensen og Lisbeth Østergaard giver deres bedste tips til at holde romantikken i kog.
Suzanne Bjerrehuus, 62 år, gift med Asger Aamund, mor til én og farmor til to:
"Få nu lagt de unger i deres egen seng! De skal ikke ligge i dobbeltsengen. Selvfølgelig er det første år som nybagte forældre hårdt. Men den men den træthed kan også blive en psykisk træthed og en rutine, som man skal have rystet af sig. Og så er det vigtigt at gøre en indsats. Vask håret, tag pænt tøj på og gå i biografen, hvor man kan sidde og flette fingre."
Katrine Hertz Mortensen, 33 år, kæreste med Mikkel og mor til Bella på to og et halvt år:
Det er vigtigt at man gerne vil ting med hinanden. Tal om alle jeres drømme. Og så er det vigtigt at få lidt "alene-tid" uden børn ind imellem, hvor I kun er jer to. Få nogle venner eller bedsteforældrene til at passe ungerne en aften, så I kan få en aften for jer selv. Det behøver ikke være hver uge, måske bare en gang hver anden måned, for der skal ikke så meget til. Da vi ikke havde vores datter, tog vi det for givet, at vi skulle ud at spise en bestemt dag om ugen, men sådan er det jo ikke. Da vi så en eftermiddag skulle mødes en eftermiddag på Højbro Plads i København for at spise, var det bare helt magisk, da vi satte os ned og det begyndte at sne."
Lisbeth Østergaard, 31 år, kæreste med Marc, ingen børn:
"Jeg regner med og håber på, at jeg stadig skal gå i stiletter, når jeg engang bliver gravid og bliver mor. Mine veninder er ret gode til at huske på også at være "kæreste" eller "kone", samtidig med at de også er "mor". De husker for eksempel at få "lille prutten" - deres børn - passet ind imellem, så de kan gå ud og spise med deres mænd og pleje deres parforhold."
Se også med i Go'Valentin på TV 2, og hør om, hvordan Suzanne Bjerrehuus fik nok sex, da hun både havde sin lille søn og et fuldtidsjob at passe.