Danskerne: Flirteri er ikke utroskab
Der er langt fra at flirte til at begå utroskab - også selv om man er i fast parforhold.
Det svarer 90 procent af danskerne i en undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroXpress.
Dermed gives der grønt lys for at smutte med øjnene, og det glæder Louise Scheele Elling, medforfatter til bogen 'Flirt med livet', foredragsholder og flirtcoach.
"Det er en fabelagtig nyhed, for vi er sådan i underskud af venlige vibes i Skandinavien," siger Louise Scheele Elling til metroXpress.
Flirteri og uskyldig berøring gavner
Hun skelner mellem utroskab, der grundlæggende handler om sex, og flirt, der er en anerkendelse af, at man er tiltrækkende og interessant. Holder flirterierne sig til smil, komplimenter og uskyldig berøring, ja, så kan de ligefrem gavne parforholdet, siger Louise Scheele Elling.
"En god flirt gør, at man føler sig attråværdig og tiltrækkende. Det giver en selvtillid, kækhed og en glæde, som man fører tilbage i parforholdet. Og hvis nogen flirter med din bedre halvdel, er det en påmindelse om, at du har en attraktiv partner. Og det er jo vigtigt at huske på," siger Louise Scheele Elling.
Behov for flirt
Heller ikke kønsforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet tror, at en flirt vil ødelægge parforholdet. Han peger på, at danskernes accept af flirterier uden for parforholdet hænger sammen med en 'opfattelse af, at mennesker har behov for at flirte for at føle sig glade':
"Det er nok ikke alle, der har lyst til at høre, at partneren flirter. Men de fleste vil sige, at det er o.k."