Slanke Mary er et dårligt forbillede

Du kan roligt regne med, at kronprinssese Mary vil ligne en million, når hun møder op i Holmens kirke til tvillingernes dåb. Men lad være med at tro, at du som nybagt mor skal gøre hende kunsten efter.
Kronprinsesse Mary, prinsesse Marie, grevinde Alexandra og et utal af Hollywoodstjerner og modeller har gjort det. Smidt alle kiloene fra deres graviditeter lynhurtigt, så der få måneder efter ikke er spor af den nyligt overståede graviditet. Men de superslanke mødre sætter almindelige kvinder under pres.
En undersøgelse lavet af den britiske jordemoderforening og forældrewebsitet Netmums.com, viser, at to ud af tre mødre føler sig pressede til at tabe deres graviditetskilo hurtigst muligt. De føler, at de skal have deres før-graviditets krop tilbage med det samme, fordi de bliver bombarderet med billeder af kendisser, der taber alle kiloene i løbet af nul komma fem og optræder i bikini på catwalken to måneder efter fødslen.
Mange af kvinderne føler, at de er nødt til at gå på en intensiv slankekur lige efter de har født, hvilket kan være skadeligt for kvindens helbred. Mødrene føler i en eller anden grad, at de bliver presset til at få deres normale størrelser tilbage.
Ida Krak er personlig træner og har udover 'almindelige' kvinder blandt andet trænet skuespillerinderne Ellen Hillingsø og Trine Dyrholm. Hun kender godt til forventningerne om, hvordan 'man skal se ud' som nybagt mor.
"Jeg oplever, at kvinder føler sig pressede til at skulle leve op til idealerne om at være en superslank og lækker mor. Men jeg synes, at det er vigtigere, at man går op i sin baby og er i balance med sig selv, før man går op i sit spejlbillede," siger Ida Krak.
Gravide Mary kan ikke bruges
Håret er sat, makeuppen er lagt, og tøjet er (måske) nøje udvalgt. Når de danske prinsesser kommer ud fra Rigshospitalet med deres nyfødte prinser og prinsesser, ser de altid blændende godt ud, udhvilede og med overskud til at smile. Et billede, som almindelige kvinder sikkert ikke altid kan nikke genkende til.
Kronprinsesse Mary er på alle mulige områder et godt forbillede for kvinder og børn, når hun eksempelvis taler for, at vi skal dyrke masser af motion, undgå solen og spise og leve sundt.
Men når det kommer til at komme i form efter graviditeten igen, kan hun og andre kendte kvinder i medierne ikke bruges som forbillede. Det er simpelthen ikke realistisk for den almindelige kvinde, mener Ida Krak,
"Det er rigtigt tarveligt og ærgerligt for os andre, at nogle bare kan tabe sig så nemt. De kendte og kongelige kan bare ikke bruges som forbillede, når man er gravid. De lever et på mange måder privilegeret liv, med kokke, trænere, diætister og barnepiger, så kvinden både har tid til at sove, træne og spise rigtigt, og det har almindelige kvinder ikke," siger personlig træner Ida Krak.
Det kan godt lade sig gøre, men...
Da Trine Dyrholm skulle i form efter sin graviditet til en ny rolle i filmen 'Hævnen' fik hun hjælp af Ida Krak. Ida Krak fik seks uger til at få Trine Dyrholm i topform igen. Det lykkedes på trods af seks ugers banden og svovlen fra Dyrholms side. Hun blev glad for resultatet, men det var ikke en livsstil, Trine Dyrholm havde lyst til at fortsætte med.
"Man kan godt tabe sig hurtigt, men det er ikke holdbart i længden. Det kræver en hård indsats, som mange ikke er villige til at betale for i form af en streng diæt, træningsprogram og livsstil. Heller ikke Trine Dyrholm," siger Ida Krak.
Ammeteorien
Nogle Hollywood-stjerner beretter i de glitrede blade om, at de har tabt sig igen kun ved at amme deres børn.
"Nogen siger, at hvis du ammer, så forsvinder alle kiloene. Det sker for nogen, men langt fra for alle. Det er meget individuelt, og der er ikke noget galt med dig, hvis du ikke gør," understreger Ida Krak.
"Når man ser på Hollywoodstjernerne er det ren 'plastic fantastic'. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Kvinder, der er fremme i medierne, lever et meget stringent liv. Men det er ikke en facade, der er tilgængelig for den almindelige kvinde. Det er hårdt arbejde og et mangelfuldt liv, for der er ikke plads til nogen form for afslappethed," siger Ida Krak.
Sov dig slank
Når moderen går på en skrap slankekur og ikke får nok kalorier, går det ifølge Ida Krak i første omgang ikke ud over barnet, selvom hun ammer. For kroppen sender næringsstofferne til babyen først, så babyen får, hvad den har brug for. Derfor er det moderen, der kommer til at mangle mineraler og vitaminer, hvis hun går på slankekur. Resultatet kan være, at håret falder af eller kommer til at se kedeligt ud, kvinden bliver nemmere syg og træt og mister modet.
Hun råder nybagte mødre til at leve sundt, som de gjorde før graviditeten.
"Som nybagt mor har man ikke særlig meget tid, og slet ikke tid til at motionere. Men søvn er alfa og omega, for det påvirker fordøjelsessystemet, humøret, immunforsvaret, hormonreguleringen og din evne til at håndtere stress. Få al den søvn, du kan, og hvis der er tid til overs, kan du dyrke lidt motion."