Sundhed

Må mor gå i byen uden baby?

Det er helt i orden at lade baby blive hjemme, hvis mor skal mødes med veninderne, eller når hun skal lave mad, mener en ekspert.

Hvor lang tid kan man som mor tillade sig at være væk fra sin lille baby - og hvornår?

Mange nybagte mødre går rundt med dårlig samvittighed, hvis de går fra babyen i et kort øjeblik for at handle eller lave mad. Eller også går de slet ikke ud uden barnet.

Men det er der ingen grund til, mener familievejleder Lola Jensen. I hvert fald ikke så længe, det kun sker i kortere tid, og barnet gradvist bliver vænnet til at være sammen med andre voksne en moderen.

"Moderen kan sagtens tage med veninderne ud et par timer, når babyen er uger gammmel, hvis faderen er involveret og vant til at passe babyen," siger Lola Jensen, der har 25 års erfaring med at rådgive forældre om børn og familieliv.

Bedste-pasning fra firemåneders alderen

Hun tilføjer at moderen på dette tidspunkt kan moderen også sagtens gå i motionscentret en gang om ugen uden at tage babyen med.

"Og når barnet er fire måneder gammelt, kan bedsteforældrene godt passe ham en aften, så forældrene kan gå i biografen. Barnet skal bare kende bedsteforældrene," siger Lola Jensen.

Mor på Facebook?

Når mor går derhjemme under barslen, kan det være fristende at tjekke Facebook en gang eller to eller måske endnu flere gange i løbet af dagen, mens babyen underholder sig selv på tæppet eller i sansegyngen.

Selvfølgelig er det ok, mener Lola Jensen, men gør det ikke hele tiden, så barnet ikke bliver stimuleret af dig.

"Sæt æggeuret, så du ikke kommer til at sidde foran computeren hele tiden. Giv dig selv ti minutter til at tjekke mail eller netbanken. Og hvis telefonen ringer, så sig, at du ringer tilbage, når babyen sover," anbefaler Lola Jensen.

Hvis bedsteforældrene skal passe barnet en aften, er det ifølge familievejleder Lola Jensen blot vigtigt, at de kommer og forældrene tager afsted, mens barnet er vågen og kan se, at de tager afsted. Ikke noget med, at mormor bare siger "smut I bare, han ser jer ikke".

"Det er noget, bedsteforældre er slemme til. Men det går ikke. Barnet skal se, at I tager afsted og får at vide, at I kommer tilbage," siger Lola Jensen.

I videoklippet øverst giver Lola Jensen gode råd til forældre om, hvordan de slipper af med babyens uhensigtsmæssige spise- og sovevaner.