Sundhed

Bikiniklar: Sådan får du fastere baller

En fast bagdel er noget, de fleste kvinder gerne vil have. Få personlig træner Anne Bechs tips til, hvordan du får strammere baller.

Hængerøven er yt - hvis den da nogensinde har været et hit. Og du kan gøre noget ved den, selvom tyngdekraften måske har sat sit spor på numsen.

Personlig træner Anne Bech har sammensat et fire-ugers program, der skal gøre dig parat til at hoppe i bikinien, så snart vi har strandtemperaturer igen.

En af de kvinder, der har fulgt Bechs bikinikur er Ann-Charlot Engedal. Udover maven, vil hun gerne have strammet numsen op.

"Når jeg er ude at danse, så danser numsen af sig selv. Og det vil jeg gerne have mere kontrol over," siger Ann-Charlot Engedal.

Både styrke- og konditionstræning

Og det mener Anne Bech, at hun sagtens kan få, ligesom du også kan træne din numse fastere.

De sidste uger har hun lavet et nyt program, der træner hele kroppen samtidig med, at hun sætter fokus på et af de typiske problemområder som mavedellerne, mormorarmene eller nu de knap så faste baller.

Sådan gør du

Serien med de tre øvelser skal gentages tre gange, og du skal lave så mange gentagelser af hver enkelt øvelse som muligt hver gang.

Det vil sige, at du giver dig fuldt ud i de tre øvelser á tre omgange.

For at få faste baller, skal du ifølge Anne Bech fortsætte med løbetræningen, og så skal der styrkeøvelser til, gerne nogen, der får din puls op samtidig.

Motivationen kan falde, men hæng i

Hvis du har fulgt programmet indtil nu, vil du måske opleve, at det ikke er helt sjovt at træne mere og holde gejsten oppen. Men det er ifølge Anne Bech helt normalt.

"Efter et par ugers bikinikur er det ikke nyt og spændende mere. Det kan være lidt kedeligt og hårdt. Men det er heller ikke meningen, at du skal leve efter sådan en streng plan hele tiden. Det er kun for en kort periode, så hæng i," siger Anne Bech.

Tip: Træn på stranden

I stedet for at ligge stille på dit strandhåndklæde, kan du med fordel dyrke din motion på stranden.

En løbetur, boldspil eller lignende i det tunge strandsand er effektiv motion.

I vidoeklippet viser Anne Bech, hvilke styrkeøvelser, du skal lave i denne uge for at blive strandklar. Du kan også møde de to kvinder Ann-Charlot Engedal og Charlotte Johnsen, der har fulgt Anne Bechs bikiniprogram i tre uger. Se deres resultater, når de begynder på den sidste uge af bikinikuren.