Sundhed

Chokolade bestemmer cigaretternes smag

De store tobaksfirmaer bruger sukker, chokolade og lakrids i smøgerne, for at vi kan smage forskel på en Prince og en Marlboro.

Et cigaretmærke skal have en unik smag, så rygerne kan huske smøgen bagefter. Derfor indeholder en del af de cigaretter, som kan findes på danske butikshylder, forskellige smagsstoffer som for eksempel chokolade, lakrids og sukker. Det skriver Samvirke.

Smagsstofferne tilsættes, når tobakken skal laves til cigaretter.

"Chokoladen skal justere smagen, så man kan genkende produktet," fortæller talsmand for den danske afdeling af British American Tobacco, Jacob Lund, til samvirke.dk.

Cigaretter har smag efter klimaet Ligesom en vin kan have smag efter det område, den er dyrket i, eller den tønde, den er lagret i, får også tobak smag efter jorden.

"Jord og klima sætter sit aftryk på smagen af tobakken, og ved at tilsætte lakrids eller chokolade kan vi differentiere smagen yderligere fra de andre mærker," siger Jacob Lund.

"Vi tilsætter flere forskellige stoffer for at hvert mærke får sin distinkte smag, men det, vi tilsætter mest af, er faktisk vand," fortæller han.

Vandet tilsættes for at sikre fugtighed og friskhed.

Smøger uden tilsætningsstoffer

At cigaretter tilsættes ekstra smagsstoffer er en gammel ide, og noget man har gjort i flere hundrede år, fortæller Jacob Lund. Han kan dog fortælle, at der i dag også sælges mange cigaretter uden tilsætningsstoffer overhovedet:

"Nogen kan godt lide den lidt tørre skarpe smag, som cigaretter uden tilsætningsstoffer har," siger Jacob Lund