Babyer skal motionere mere

Småbørn og babyer skal være aktive i minimum tre timer om dagen.
Babysvømning, gåture på 15 minutter og strækøvelser. Sådan skal det daglige 'motionsprogram' se ud for britiske børn under fem år.
For de britiske børn er i fare for at blive overvægtige. Derfor lancerer de engelske sundhedsmyndigheder i denne uge en række anbefalinger, der er målrettet de helt små børn mellem 0 og 5 år. Det skriver Sunday Times.
For op mod 25 procent af de 4-5-årige er enten overvægtige eller fede. Derfor skal de røre sig mere for at vende den negative udvikling.
"Leg, der giver børnene mulighed for at røre sig, er nødvendigt, og tre timer om dagen er essentielt," siger professor Sally Davies, der er medicinsk chefrådgiver for den britiske pendant til Sundhedsstyrelsen, National Health Service til Sunday Times.
Forældre skal prioritere motionen
"Jeg tror, der er forældre, der ikke er klar over, hvor vigtigt det er, at børnene er fysisk aktive i minimum tre timer om dagen. Andre forældre har travlt og ved måske ikke, hvor vigtigt det er at prioritere det," siger professor Sally Davies.
Kun omkring 30 procent af de britiske børn får tilstrækkelig motion. Derfor anbefaler den kommission, der har lavet de nye vejledninger, at forældre simpelthen slukker for fjernsynet.
I Danmark er antallet af fede småbørn ifølge professor Lars Bo Andersen stagneret.
60 minutters leg med motion
Han har forsket i børns aktivitet og sundhed på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet. Et af hans tidligere studier har vist, at en times leg om dagen, hvor legen indeholder motion, kan forbedre 9-åriges kondition med ti procent.
Lars Bo Andersen mener ikke, at de 0-5-årige skal begynde at gå til sport eller i motionscentret, de i stedet have mere motion gennem de dagligdags aktiviteter.
"Børnene skal lege og have aktiviteten ind i deres hverdag på den måde. Forældre skal lade være med at køre dem til skole og daginstitutioner, men i stedet gå eller cykle," siger Lars Bo Andersen.
Han anbefaler, at børnene rører sig minimum 60 minutter om dagen i form af leg, boldspil, klatren i træer i haven eller lignende og derudover bruger 30 minutter om dagen på at gå eller cykle til skole.