Sundhed

Sådan smider du feriekiloene igen

Efter sommerens afslapning kan der være brug for at stramme op. Få eksperternes tips til, hvordan du slipper af med de ekstra kilo, du har taget på i løbet af sommerferien.

Sommeren er så hyggelig med is, grillmad, kolde øl og rosé på terrassen og en fast plads i solsengen på hotellet sydpå.

Men det sætter også sine spor på kroppen, når vi spiser og drikker lidt mere usundt og heller ikke får så meget motion, som vi plejer. Bare 14 dages inaktivitet kan ses på kroppen, viser undersøgelser fra professor og fedmekspert Bente Klarlund Pedersen.

"Hvis du virkelig holder ferie og bare ligger i en solseng og måske kun går 1.500 skridt i løbet af en dag i stedet for de anbefalede 10.000, svinder musklerne hurtigt ind. Du får mere fedt mellem organerne og fedtforbrændingen daler. Det påvirker også dit humør, så du lettere bliver sur og irritabel," siger Bente Klarlund Pedersen til tv2.dk.

Tag flere skridt

Hvis du har taget lidt på i løbet af sommeren, anbefaler Bente Klarlund Pedersen, at du starter med nogle mindre ændringer i dagligdagen.

"Du skal op i omdrejninger og få mere bevægelse ind i hverdagen. Gennemtænk dine daglige rutiner derhjemme og på arbejdet. Kan du tage cyklen til arbejde i stedet for bilen? Kan du holde gående møder i stedet for at sidde? Skal du sidde ned på din stol hele tiden, eller kan du måske hæve bordet, så du kan stå op?" siger Bente Klarlund Pedersen.

Hun har også undersøgt, hvor meget motion man får af at tage trapperne i stedet for elevatoren i et projekt på Rigshospitalet. I løbet af tre måneder skulle medarbejdere tage trappen i stedet for elevatoren. Det gav pote. Medarbejderne tabte sig og livvidden blev mindre.

Beregninger fra forsøget viser, at man forbrænder omtrent 4 kilokalorier (kcal) pr. etage man går op. Hvis du er meget trænet i forvejen, giver det ikke så meget, som hvis du er helt utrænet. Og går du ned af trappen, giver det heller ikke lige så meget, som hvis du går op.

Sluk fjernsynet

Og så skal du slukke for fjernsynet derhjemme. I hvert fald lidt af tiden. For ifølge en undersøgelse fra YouGov af danskernes tv-forbrug, ser danskerne over fire timers fjernsyn om dagen, og det er for meget, mener Bente Klarlund Pedersen.

"Mange siger, at de har svært ved at finde tid til motion, men hvis man slukker for fjernsynet, kan må få frigivet lidt tid til det. Måske bare en time," siger Bente Klarlund Pedersen.

Sommerfortsæt

Sommeren kan også være et godt tidspunkt til at ændre vaner og lave forsætter for dig selv, præcis som du gør ved årsskiftet. Det mener i hvert fald ernæringskspert og cand.scient Christian Bitz. '

"Vi har haft en pause fra hverdagen, og nu vender vi tilbage til et liv med nogenlunde faste rammer og rutiner igen. Det gør det nemmere for nye vaner at smelte sammen med dagligdagen, så de forholdsvis smertefrit bliver en del af den daglige rutine," siger Christian Bitz.

Men sommerforsættet må ikke være for ukonkret som "jeg vil dyrke mere motion" eller "jeg vil leve sundere". Bestem dig hellere for, hvor mange gange om ugen, du vil dyrke motion, at du vil spise fisk til aftensmad to gange om ugen eller kun drikke vand til aftensmaden på hverdage.

Du bestemmer selv, hvor omfattende, mildt eller hårdt forsættet skal være. Det skal bare være realistisk, mener ernæringseksperten.

"Nye vaner må ikke blive for komplicerede. Det nytter ikke noget at lægge endnu mere ind i en i forvejen travl hverdag. Det skal være simpelt og helst ikke koste dig ret meget arbejde eller bøvl," siger Christian Bitz.

Du får her Bente Klarlund Pedersen og Christian Bitz' bedste råd til at smide feriekiloene

Få en skridttæller

Det anbefales, at du går minimum 10.000 skridt om dagen. Det kan skridttælleren være med til at holde styr på. For den lille dims i buskelommen virker godt på motivationen, når du hele tiden kan følge med i, hvor meget du faktisk bevæger dig i løbet af en dag. Sæt dig et mål, og bevæg dig, så du når det.

Få sundheden sendt til døren

Spar tid i supermarkedet og bestil en grøntsagskasse, der bliver bragt til din dør med sæsonens frugt og grønt inklusiv opskrifter, så du faktisk også får brugt alle de gode råvarer. På Forbrugerrådets hjemmeside kan du se, hvilke grøntsagsabonnementer, der passer til dine behov - og hvilke, der klarer sig bedst i test.

Spis brød til

Gør som i Sydeuropa og spis groft brød til din mad. Det mætter godt og giver en bedre appetitregulering. Det er en kalorielet del af måltidet, fordi du så spiser mindre mad uden at skulle lave komplicerede slankeretter.

Mere motion

Al motion og bevægelse tæller i regnestykket, både gymnastik, løb, cykling, svømning, fodbold og gang. For selvom danskerne generelt er et løbende folkefærd, behøver det altså ikke hver løb, der passer til dig.

Hvis du ønsker et fem kilos vægttab og kun vil gøre det ved at motionere, kan du løbe eller gå fem kilometer hver dag. På tyve dage har man skaffet sig af med et kilo fedtvæv. Det bliver til fem kilo på 100 dage, omtrent svarende til tre måneder. Beregningerne er lavet for en person på 70 kilo). Så find en halv time, hvor du kan løbe eller en time til rask gang hver dag.

I videoklippet giver ernæringsekspert Christian Bitz tips til tre apps til din smartphone, der kan gøre det lidt lettere og sjovere at tabe feriekiloene.