Sundhed

Stresskurser fupper kursister med råd om mad

Terapeuter og coaches lokker med, at du kan spise dig fra stress. Ernæringsekspert kaldet det fup, for der er intet belæg for det.

'Spis dig ud af stress - det er videnskabeligt bevist'.

Sådan kan rådet lyde i det brogede marked af ernæringsterapeuter, coaches og psykoterapeuter, som tjener stort på stress-ramte danskere.

Mere end 400.000 danskere er gået ned med stress, og nogle falder for løftet om, at de med hjælp fra videnskabeligt funderede kostændringer kan spise sig ud af stressen.

Fup og problematisk

Ifølge Per Brændgaard Mikkelsen, cand.scient. i human ernæring, er der ingen grund til at tro, at stressen letter, når bare man spiser godt med broccoli, mungbønner og blåbær. Og at sælge tanken om det modsatte er både uvidenskabelig og problematisk, siger han til 24timer.

"Der er overhovedet intet videnskabeligt belæg for at påstå, at en diæt bestående af bestemte fødevarer kan hjælpe folk ud af deres stress. Det er fup. Intet mindre. Og det er problematisk, fordi det risikerer at forværre situationen," siger Per Brændgaard Mikkelsen.

Kostomlægning stresser

Han påpeger, at kostomlægninger kræver et opgør med indgroede vaner og den naturlige trang til sukker og fede fødevarer, som stress-ramte typisk oplever. Og at det kræver et engagement og overskud, som netop stressede ikke har.

"I ernæringsundervisningen af stressramte på Hillerød Hospital var noget af det første, vi droppede, det her med, at de skulle spise bestemte fødevarer. Både fordi der ikke er belæg for det, og fordi man risikerer at stresse i forvejen syge mennesker endnu mere med regler for, hvad de må spise. Og når det ikke virker, giver det tilmed en oplevelse af fiasko, som er det sidste, en stressramt har brug for," siger han til 24timer.

Forskere kender ikke til forskning

Naja Hulvej Rod, stressforsker og lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, mener at have et solidt kendskab til området for stressforskning og et godt overblik over, hvad der er forsket i. Men også hun afviser at være stødt på forskning, der underbygger, at man skulle kunne spise sig ud af stress.

Samme billede tegner sig, når man henvender sig på en række af landets øvrige forskningsinstitutioner. Ingen af de stress- eller fødevareforskere, som 24timer har været i kontakt med fra eksempelvis Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, DTU Fødevareinstituttet eller Aarhus Universitet, er bekendte med forskningsresultater, som kan retfærdiggøre, at stresskurser baseret på kostråd hævdes at være videnskabeligt funderet.

Det kommer dog ikke bag på Naja Hulvej Rod, at denne slags uunderbyggede tilbud til stressramte findes.

"For nogle år tilbage forsøgte vi at kortlægge, hvad der er lavet af tiltag mod stress, og ikke mindst, hvordan det virker. Nu kender jeg jo ikke lige de her konkrete seminarer, men jeg må sige, at vores undersøgelse viste, at næsten ingen af de her tiltag er evalueret," siger hun til 24timer.

Vrøvl

Ifølge professor Tracy Bale, som er blandt de førende forskere i stress og kost på University of Pennsylvania i USA, er der en mængde forskning, som viser eksempelvis stressens påvirkning af kroppen, særlige fødevares gode egenskaber, eller at niveauet af stresshormonet kortisol falder ved visse stimuli.

Men fra den eksisterende forskning til at kunne sige, at 'spis dig ud af stress'-tanken er videnskabeligt funderet, mener hun stadig, der er et stykke vej.

"Vi kan ganske enkelt ikke på baggrund af forskningen, hvor den er i dag, konstatere, at man ved at spise på en bestemt måde kan slippe lettere ud af sin stress. Det er noget vrøvl," konstaterer hun.

Prøver det selv af

Marianne Fjordgård er ernæringsterapeut på hjemmesiden Kost og Velvære, hvor hun 'tilbyder ernæringsterapi og kostvejledning'. Hun har desuden udarbejdet hæftet 'Stress af med døgnrytmekosten'. Ifølge hende er der ingen tvivl om, at kosten kan hjælpe folk af med stress.

"Vi ser på, hvad det er for byggesten, der skal til for at lave de signalstoffer, som skal til for at dæmpe stressen i kroppen, og hvordan vi får de byggesten ind via kosten," siger Marianne Fjordgård.

Men videnskabelige studier kan hun ikke komme med eksempler på.

"Lige det med kostens betydning i forhold til stress er der ikke mig bekendt ikke lavet studier af. Det kommer også an på, hvad du mener med studier. Vi laver jo studier hver dag i den forstand, at vi prøver det her af på os selv og vores klienter, men studier forstået i mere traditionel videnskabelig forstand - nej det kender jeg ikke til," siger hun til 24timer.

Sikker på, at beviset er der

Heller ikke Helle hein, der er ernæringsterapeut i Heinh20 kan på stående fod komme i tanke om videnskabelige studier, der viser, at stress kan afhjælpes gennem kosten.

"Men jeg er sikker på, at det findes. Jeg kan ikke tro andet. Jeg ved jo, at det virker, for jeg har selv spist mig ud af stress," siger hun og tilføjer:

"Nu er jeg ikke ekspert på det med forskningen, men jeg er sikker på, at det er derude."