Sundhed

Sådan sover du dig sund

Du dyrker motion og spiser sundt, men alligevel vil de ekstra kilo ikke slippe sidebenene. Så er det måske nu, du skulle overveje, om du opholder dig nok i sengen. Du kan nemlig markere din sundhed markant ved at sove længe.

Søvn er ikke bare en nødvendighed men også særdeles sundt. Den kan afhjælpe sukkertrang, stress, overvægt og er generelt godt for folk, som føler sig trætte om morgen eller har mangel på energi. Men det er altså ikke nok bare at sove, det handler om at sove længe nok, hvis søvnen skal være sund.

"Det der styrer alle vores systemer i kroppen er sollys. Vi har alle en 24-timers cyklus, som er programmeret af sollyset. Det betyder, at når det er mørkt uden for, så har kroppen brug for at sove. Ellers kan kroppen og hjernen blive forvirret. Det er sådan, vi blev indkodet for 10.000 år siden. Og jo mere kunstigt lys du eksponeres for, jo mere vil det sætte gang i lysten til at spise usundt", forklarer træningsekspert Jacob Søndergaard om søvnens vigtighed for vores sundhed.

Nedenfor fortæller Jacob Søndergaard, hvordan du kan forbedre din sundhed ved at ligge længere i sengen, når han guider dig til bedre søvn:

Guide til bedre søvn:

Hvornår skal man sove? Det, der er vigtigst, er at sove på de rigtige tidspunkter. Hvis du går i seng kl. 22, er det bedre med 7 timers søvn end at gå i seng kl. 24 og få 8 timer. Faktisk er det optimalt at forberede søvnen fra kl. 20, at ligge i sengen kl. 22 og have hænderne over dynen kl. 22.30.

Så fra kl. 20 kan man sidde i stearinlysets skær og bruge to timer på at sidde og tale sammen. Sundhed er jo også at tale sammen og ikke bare hænge foran fjerneren. Og når det så er sengetid, er det vigtigt, at soveværelset er kulsort:

"Det, der får os til at vågne, er et lille punkt mellem øjnene som registrerer lys, selvom man har lukkede øjne. Så selvom man sover og har lukkede øjne, så er hjernen aktiveret, som om man er vågen. Og det kan give stress", forklarer Jacob Søndergaard om vigtigheden af at sove mørkt.

Hvornår skal man så stå op? Ideelt set skal man stå op, når man vågner - og det skal ikke være til et vækkeur, da det betyder, man ikke får nok søvn. Da mange af os jo skal op på et bestemt tid om morgenen, handler det derfor om at ændre vores døgnrytme, så man finder et passende niveau, som man kan holde hver dag, hver uge. Og det gælder også i weekenden.

Det handler først og fremmest om at komme i seng i ordentlig tid, da vi kæmper imod vores rytme, når vi holder os vågne om aftenen, og det gør, at man får endnu mere brug for søvn. Samtidig gør underskuddet af søvn, at man har lyst til at spise og ikke kan tabe sig, da kroppen tror, den skal bruge mere energi, end den faktisk har brug for.

Det er derfor afgørende at leve i takt med vores genetiske kodning og få slukket for alt det, som forstyrrer vores søvn. I bund og grund handler det om at følge døgnets rytme, da mennesket er kodet til at gå i seng, når solen går ned.

Sådan ændrer du rytmen og sover sundt: - Få sollys i ansigtet om morgenen - enten fra lysmaskine eller ægte sollys

- Hav kun stearinlys tændt om aftenen

- Hav en lav temperatur i soveværelset - under 20 gr. Hvis det er varmt i soveværelset, er det nemlig sværere at sove og få den nødvendige hvile.

- Få mørklægningsgardiner. Det er vigtigt, især hvis du har en gadelampe lige uden for dit vindue. Det betyder mere end man tror.