Er du klar til en maraton?

Mange har en drøm om at løbe en maraton. Men for at det skal blive en god oplevelse og ikke bare noget, der skal overstås, så den kan vinges af på to-do listen og skrives på CV´et, så er det vigtigt at være godt forberedt. Løbetræner Ole Stougaard guider dig igennem, hvad du skal overveje, inden du kaster dig over en maraton.
For at komme godt i mål med en maraton venter der rigtigt mange træningstimer, og det er derfor vigtigt at betragte træningen som en del af forløbet.
Processen med at træne sig op til en maraton og i det hele taget at forberede sig i alle aspekter (kost, tøj, mentalt, etc) er en nemlig spændende rejse i sig selv, hvor du kan lære rigtigt meget.
For at det er muligt, skal du dog give dig selv tid og ikke stresse og presse dig selv med en alt for kort deadline, hvor du konstant bliver udfordret fysisk - du skal kunne øge distancer og fart i et passende tempo.
Rækker fritiden til træning
Inden du kaster dig over en maraton, er det en god idé at vurdere, hvor meget fritid du har til at træne i.
Hvis du med dig selv, at du jævnligt vil miste et træningspas eller to, fordi du har travlt med andre ting, så lad være med at lægge mere pres på dig selv. Så er det måske i stedet bedre at satse på en halvmaraton.
En halvmaraton kan nemlig bedre tåle, at du ikke får trænet 100 procent uge efter uge. En maraton er fortsat mulig, men det tager bare længere tid at træne sig op.
Realitetstjek af din fysiske tilstand
Lav et realitetstjek af din fysiske tilstand, inden du beslutter dig for at træne til maraton. Er du normalvægtig, og er du vant til at lave fysisk arbejde eller træning, så er kroppen også klar til at modtage belastningen.
Det behøver ikke at være løb, der er din aktivitetsform. Cykler du til og fra arbejde, træner du fitness eller tennis, så tæller det også.
Vejer du omvendt 10 kg for meget, og lever du et inaktivt liv, så skal kroppen behandles mere varsomt, hvis du skal undgå overbelastning og skader. Og ikke nok med det, så vil det også tage tid for dig at implementere de nye vaner med træning og en sundere livsstil, og det i sig selv kan tage tid.
Maraton versus halvmaraton
Da mange af gevinsterne ved en maraton ligger i selve processen med at træne sig op, er det altid vigtigt, at man giver sig god tid. Der kommer også en maraton til næste år og næste år igen.
Men er du normalvægtigt, sund og rask og vant til at få motion 2-4 gange om ugen så, er det realistisk, at du kan træne dig op til en maraton.
Har du imidlertid tendens til at få problemer med løbeskader, når du starter op på løbetræning, eller hvis du på nuværende tidpunkt har svært ved at se dig selv løbe 5 km, så vælg den sikre løsning og start med at træne til halvmaraton.
Start ligeledes med en halvmaraton, hvis det for dig handler om at komme i gang med mere motion og en sundere livstil, eller hvis du ved med dig selv, at det kommer til at kræve opfindsomhed og optimering at finde plads til løbetræningen.
.