Sundhed

Fra Go' Kur til Go' Maraton

Thomas Wiigh Larsen har tabt sig næsten 40 kilo med Go' Kur og nu er han også blevet en ivrig løber - her får han gode råd om løb fra løbetræner Ole Stougaard via Go' Maratons brevkasse.

Thomas Wiigh Larsen var en af de modige mennesker, der sidste år smed alle forbehold og meldte sig til at være med i Go' Kur - ikke bare som anonym deltagere, men som casepersone i Go'morgen Danmarks studie.

Det var uden tvivl en grænseoverskridende og hård bedrift for Thomas, men det har også været det hele værd. Med kuren og den efterfølgende træning har Thomas nemlig smidt 36 kilo og har samtidig fuldstændigt ændret sit liv - i dag træner han fx fem gange om ugen og er for nylig blevet bidt af en gal løber.

Det har dog ikke været helt uden problemer at få gang i løbetræningen og derfor har vores faste løbeekspert Ole Stougaard her på go.tv2.dk givet Thomas et par ord med på vejen via vores Go' Maraton brevkasse.

Spørgsmål og svar finder du nedenfor:

Hej Ole

Jeg var så heldig at være en af deltagerne i Go' Kuren 2011 sammen med Christian Bitz. Jeg har siden da tabt mig 40 kg, cyklet til Paris i sommer og i det hele taget vendt op og ned på mit liv.

Jeg er nu også en aktiv motionist med ca. fem træningspas om ugen, hvor jeg de sidste par måneder især er blevet rigtig glad for løb. Problemet er bare, at jeg ofte har smerter i mine underben, når jeg løber. Det er enten i skinneben eller achillesene, jeg bliver meget øm.

Det virker som om, at mine underben bliver som beton, og jeg føler ikke fremgang i mit løb, selvom min kondi faktisk er så fin, at jeg er sikker på, jeg kan løbe længere.

Har du nogle råd?

Hilsen Thomas Wiigh Larsen

Kære Thomas

Fedt at læse den store forandring, du har gennemgået, og at du nu motionerer på livet løs.

Jeg er ret sikker på, at dine problemer skyldes den måde, du løber på, og at du kan løse problemet ved at optimere din løbeteknik. Det er ikke et spørgsmål om de korrekte løbesko men mere om, hvordan du bevæger dig når du løber. Da du samtidig er i rigtigt god form kommer du let til at træne langt hårdere end din krop reelt kan holde til.

Jeg arbejder selv meget med poserunning, hvor jeg er certificeret master-coach. Jeg har rigtig god erfaring med at hjælpe løbere med samme typer problemer som du beskriver. Nu hvor du er rigtig glad for at træne, så vil jeg helt klart anbefale dig at få lavet en løbestilsanalyse og få noget vejledning i løbeteknik af en kvalificeret træner.

Hilsen Ole

Sådan får du hjælp af Ole

Har du brug for et råd om træning og løb, så står Ole også klar til at hjælpe dig. Send en mail til Go' Maratons brevkasse via linket i boksen til højre.

Det er der allerede mange der har gjort, og deres spørgsmål samt Oles svar finder du ligeså via linkboksen til højre.