Sundhed

Ekstremløberne: At sætte sig mål og fuldføre dem er fantastisk

Superman. Det kalder Susanne Hastrup sin mand, Jacob. Han udfordrer sig selv gang på gang i verdens hårdeste ekstremløb og har for nylig skrevet bogen "Ekstremløberen".

Men som bekendt står der en kvinde bag enhver mand, og Susanne må siges også at besidde superkræfter. For hun er hoppet med på løbevognen, og når man sætter Superman ved siden af Superwoman, har man den ultimative definition på et powerpar.

Susanne og Jacob Hastrup skal rejse til Nepal i morgen. De er begge bidt af ekstremløb, og i Nepal skal de løbe 250 kilometer over syv dage i op til 3.200 meters højde. Inden for i deres hus ser det ud som om, der er sprunget en mindre bombe. Overalt i stuen ligger der udstyr til Nepalturen. Soveposer, løbesko, varmt tøj, løbetøj, tørkost i poser, energibarer, gelbarer, rygsække.

Parret er kommet lidt bagud med det hele, fordi deres yngste datter pludselig er blevet lidt småsyg, og fordi de dagen forinden har fået at vide, at temperaturen i Nepal vil ligge omkring 20 grader under forventet. I stedet for en behagelig temperatur på omkring 25 grader, skal de regne med 2-3 grader. Og det gør en forskel i forhold til oppakningen.

De har været nødt til at indhente helt nye soveposer og andet grej, så de kan holde varmen på turen, og mens interviewet finder sted, dukker det sidste udstyr op.

Mentalt overskud

Susanne og Jacob tager dog postyret helt roligt og giver sig begge god tid til at fortælle om deres fælles passion. Roen udspringer formentlig af det mentale overskud, de begge føler, de har fået ved dyrke deres sport.

"Fra jeg mødte Sus og til nu, har jeg udviklet mig så sindssygt meget gennem hvert eneste løb. Og jeg ville aldrig have undværet den udvikling og den mentale styrke, som bare bliver bygget mere og mere op for hver gang. At sætte sig nogle mål og fuldføre dem - det er fantastisk, og det er utrolig spændende hele tiden at skulle motivere sig selv", siger Jacob og tilføjer:

"Under løbene skal man drive sig selv fremad hele tiden, og når løbene bliver længere og længere, sker der nye ting i kroppen, som jeg skal tage stilling til, og som min hjerne skal bearbejde, så jeg ikke går ned. Den udvikling, jeg undergår, driver mig til at løbe igen og igen. Kroppen fortæller dig stort set alt, hvis du lytter. Problemet er, at mange mennesker ikke lytter. De mærker ikke efter. Men det tror jeg, at både Sus og jeg er sindssygt gode til.

Forretning blev til kærlighed

Susanne og Jacob mødte hinanden i 2000. Jacob var med til at drive en butik med sports- og udendørsudstyr, og en dag kom Susanne ind for at købe nogle sko. Det blev til en lidt længere snak om forskellige motionsformer, der endte med, at Jacob gav Sus et af butikkens visitkort.

Sus var ikke imponeret over kortet, og sagde, at det kunne hun - der var grafisk projektleder - da lave meget pænere. Og det havde Jacob i tankerne, da han kort tid efter lukkede butikken og sadlede om til en distributionsvirksomhed, hvor han havde brug for nyt grafisk materiale.

"Jacob tog fat i mig, og vi mødtes på café Pussy Galore's for at tale om, hvad jeg kunne hjælpe ham med. Vores forhold var jo rent forretningsmæssigt, men der var trods alt en undertone af, at vi brugte mere tid på at sidde og hygge, end det var nødvendigt, "siger Susanne.

Et umage par

Et møde blev til flere, og pludselig var Jacob flyttet ind. Og det selvom han bestemt ikke var typen, Susanne havde drømt om - hun fortæller:

"Jeg har da efterfølgende tænkt, at jeg aldrig ville have mødt Jacob på et datingsite, for jeg ville ikke have valgt en møbelpolstrer på 165 cm med tatoveringer, ha, ha. Jeg har gået på privatskole, og det ville nok have været sådan nogle med blå skjorte og en længerevarende uddannelse, som jeg ville have søgt efter. Jacob var den første håndværker, jeg kendte. Det jeg faldt for, var hans værdier. Jeg syntes simpelthen, at han stod for alle de rigtige ting.

"Alle de rigtige ting" var blandt andet, at Jacob var bidt af at udfordre sig selv. Han trænede meget og havde allerede været til Adventure Race, som er et benhårdt løb for hold i Grønland og Nordsverige, da de mødte hinanden.

"Jeg tror, jeg syntes, at Jacob var lidt sej, fordi han havde kastet sig ud i adventureløb. Jeg har selv været skibums, og det havde bl.a. handlet om jagten på den fede off-piste, men jeg havde aldrig været modig nok til at taget det helt store skridt med noget", lyder det fra Susanne, som fortsætter:

"Det er en ret stor egenskab ved Jacob, at han er så skide modig med alt i sit liv, og han er ikke bange for konsekvenser. Det er jo både godt og ondt, men han har virkelig troen på, at hvis han bare vil noget, så lykkes det. Jeg er fascineret af, at han er så drevet af sin mavefornemmelse, selvom jeg også somme tider synes, at det er helt ude i skoven. The sky is the limit for Jacob, og det er ret sjældent, at du møder folk med sådan en selvsikkerhed".

Fra mørkeræd splejs til ekstremløber

Jacob har dog ikke altid været så sikker på sig selv. Faktisk udspringer hele hans drive af, at han som barn var en lille splejs, der både var vandskræk og mørkeræd - og det fortsatte op i hans voksne liv. Jacob fortæller:

"I slutningen af 90'erne tænkte jeg over, hvordan jeg skulle få bugt med det. Jeg var begyndt at overveje solo ekstremløb, hvor man f.eks. skal kunne være alene ude i en jungle om natten. På det tidspunkt, hvor jeg mødte Sus, tog jeg tit rygsækken på nakken om fredagen og gik hele natten til lørdag morgen, bare for at finde ud af, hvor langt jeg kunne gå, hvor meget jeg kunne bære, og for at lære at være ude i mørket".

"Jeg tror, at folk syntes, det var lidt underligt, for det var ikke det, man normalt brugte sin fredag aften på. Og når jeg tog toget hjem om morgenen, mødte jeg alle dem, der havde været i byen", fortæller Jacob og Susanne tilføjer:

"Jacob er ikke bange for at være anderledes, men han er ikke anderledes bare for at være anderledes. Han er bare drevet at nogle andre ting, end de fleste andre".

Ekstremløb i Brasiliens jungle

Jacob løb sit første solo ekstremløb i 2004. Det var et 200 kilometers løb i junglen i Brasilien. Og det var på alle måder en vild oplevelse, fortæller Jacob:

"Bare det at træde ud af flyveren! Jeg havde kun været i Tyskland, Norge, Sverige og Grønland før, men her stod jeg pludselig ud af flyveren midt i junglen, hvor der var 40 grader og en luftfugtighed på 98 procent. Den første etape var på 15 kilometer, og jeg havde tænkt: Den spæner jeg da lige på en time. Men da der var gået to timer, satte jeg mig ned på en høj og tænkte: Hvad fanden er det her for noget? Vi kommer aldrig nogensinde igennem det her løb.

"Det tog mig fire en halv time at løbe 15 kilometer. Det var helt sindssygt. Over floder, op og ned ad mudderskråninger. De fik virkelig pillet en ned den første dag. Løbet var over seks dage, og nogle dage gik vi i sort vand til livet, mens vi gik og tænkte over, hvad der mon var dernede under overfladen. Vi kunne ikke nyde det, for vi var nødt til at presse fremad hele tiden, for når det bliver aften, "slukker" lyset bare med et klik i junglen", fortæller Jacob

"Militæret stod langs ruten med våben, og der er også flere steder, hvor der var jægere, som stod klar, fordi vi løb i et område, hvor der var mange jaguarer. Om natten på den lange etape kunne man lugte dyrene. Det lugtede fuldstændig som i rovdyrburet i zoologisk have, og det sætter jo hjernen i gang", afslører han og indrømmer:

"Lige da jeg var færdig, tænkte jeg, det var en vildt fed oplevelse, men aldrig, aldrig mere. Det var sindssygt hårdt. Men så kom jeg hjem, og efter otte dage havde jeg havde booket det næste løb. Jeg ville bare have mere".

Fra modspillere til medspillere

Susanne kunne godt se, at Jacob fik noget helt særligt ud af sine løb, og hun fik lyst til at finde ud af, hvad det egentlig handlede om. I 2005 meldte hun sig som frivillig medhjælper til et 250 kilometer løb i Gobi-ørkenen i Kina.

Læs hvordan det gik via det øverste link i boksen til højre.