Sundhed

Vi punkterer 10 medicinske myter

Du skal drikke otte glas vand om dagen. Du må ikke svømme, lige når du har spist. Og så skal du i øvrigt holde dig inden døre, når du er forkølet.

Sådan lyder tre blandt mange velmenende råd. Ikke desto mindre har ingen af dem hold i virkeligheden - hvilket også er tilfældet for en hel stribe andre vildledende vejledninger. Vi giver dig her 10 medicinske myter, som bliver ved med at holde stand, selvom de er blevet modbevist adskillige gange.

1. Myte: Vitaminer og kosttilskud gør dig sundere

Hvis du spiser vitaminpiller med antioxidanter i form af vitamin A, E og betakaroten, øger du din risiko for at dø. Det konkluderer et nyt dansk videnskabeligt studie. Så selvom det kan være fristende at spise vitaminpiller og kosttilskud, i et forsøg på at holde os sunde og raske, bør gennemsnitsdanskeren altså holde sig fra det.

"Hvis du i perioder spiser mindre varieret, eller måske ikke spiser så meget, kan det være hensigtsmæssigt med vitaminpiller eller kosttilskud, ellers vil jeg anbefale, at man holder sig helt fra det. Det er overflødigt og i værste fald sundhedsskadeligt," siger ernæringsekspert Christian Bitz til tv2.dk

2. Myte: Vaccinationer giver influenza

Mens kroppen kan reagere med feber på en enhver form for vaccine, er det en decideret løgn, at en influenzavaccine kan give influenza, siger Dr. Rachel Vreeman fra Indiana University School of Medicine til MyHealthNewsDaily.

"Influenzavaccinen indeholder godt nok en død influenzavirus, men den er, ja død. Og en død virus kan ikke genoplives og forårsage influenza," lyder det således fra Vreeman, som er medforfatter af "Don't Swallow Your Gum! Myths, Half-Truths, and Outright Lies about Your Body and Health".

3. Myte: Kold vejr gør dig syg

Stort ses hele verden rundt lyder det, at man bliver syg af koldt vejr, men det ændrer ikke ved, at påstanden er løgn. Undersøgelser viser, at vi måske nok bemærker flere symptomer på forkølelse - indbildte eller virkelige - når vi fryser, men lave temperaturer og kulde som sådan gør os ikke modtagelige for vira.

"Mens hvile er godt for en syg krop, betyder det ingenting for bedringen, hvorvidt du udsættes for kulde. Faktisk kan nye undersøgelser måske vise, at det modsatte er tilfældet - altså at kulde kan hjælpe kroppen", siger Dr. Rachel Vreeman til MyHealth NewsDaily.

4. Myte: Sukker forvandler dine børn til små uhyrer

Det kan være svært at finde forældre, som ikke mener, at sukker gør deres unger ustyrlige. Men det er bare indbildning, siger Dr. Rachel Vreeman til MyHealthNewsDaily. Således har adskillige undersøgelser efterhånden afvist påstand og slået fast, at der ingen sammenhæng er mellem sukker og børns ustyrlige opførsel.

Ifølge Vreeman skyldes myten måske, at børn ofte får sukker på tidspunkter, hvor ellers gældende regler bliver lempet, og hvor mange børn er samlet - som fx til fødselsdage og i ferier. Det kan i sig selv jo få børn til at opføre sig lidt vildt.

5. Myte: Tyggegummi bliver i din mave i syv år

Det er sandt at tyggegummi indeholder ingredienser, som er ufordøjelige. Det betyder imidlertid ikke, at et stykke slugt tyggegummi ligger og svømmer rundt i din mave en evighed. Faktisk er mange af de ting, vi spiser - endda nogle af dem vi anbefales så som fiber - også ufordøjelige, men det klarer kroppen trods alt.

"Fordøjelsessystemet er et robust stykke organisk maskineri og alt det, det ikke kan absorbere, sender det videre. Til trods for tyggegummis klæbrige og mærkelige konsistens passerer det altså lige gennem dit fordøjelsessystem og ud i toilettet", forklarer Vreeman.

6. Du ødelægger dine øjne ved at læse i mørke eller sidde for tæt på tv'et

Dæmpet belysning eller flere timers intens tv-kiggeri kan uden tvivl få dine øjne til at arbejde så hårdt, at de begynder at gøre ondt. At disse aktiviteter samtidig også kan skade dine øjne på den lange bane, er der imidlertid ingen beviser på, fastslår Dr. Vreeman.

Der er altså ingen fare for, at dit barn ødelægger sine øjne ved at sidde for tæt på computeren eller tv'et - selvom det kan give ømme øjne. Til gengæld ville det nok være en god idé at få tjekket dit barn for nærsynethed.

7. Du skal drikke mindst otte glas vand om dagen

Vi går under normale omstændigheder ikke rundt og er dehydrerede - og derudover er vores kroppe gode til at regulere væskebalancen. Samtidig får vi får vi en stor del af den væske, vi har brug for, gennem den mad, vi spiser.

Det er derfor ikke nødvendigt at indtage otte glas vand dagligt, siger Dr. Vreeman og tilføjer, at rådet i stedet skulle lyde; Spis eller drik ca. otte glas væske - svarende til 2,5 liter - om dagen.

8. Myte: Du må ikke svømme før en time efter, du har spist

Lad aldrig mere et måltid mad ødelægge din svømmetur. Det er nemlig ikke sandt, at du ikke må springe I bølgen blå lige efter, du har spist.

Mens en svømmetur, som mange andre former for motion, måske kan være ubehagelig umiddelbart efter at have indtaget et mindre festmåltid, så er det altså ikke farligt, fastslår Vreeman og tilføjer, at kramper kan opstå når som helst og hvad enten, du lige har spist eller ej.

9. Myte: Vi bruger kun 10 procent af vores hjerne

En påstand, som ofte bruges af såkaldte 'motivational speakers', er den, at vi kun bruger 10 procent af vores hjerne. Ifølge Dr. Rachel Vreeman og Aaron Carroll, medforfatter af bogen "Don't Swallow Your Gum! Myths, Half-Truths, and Outright Lies about Your Body and Health" er formålet er vel sagtens at opfordre folk til at yde noget meget.

Problemet er bare, at påstanden er falsk, siger de to forfattere og forklarer, at enhver hjernescanning vil gøre denne myte til skamme, da man simpelthen ikke vil finde store inaktive områder. Så hvis du tror, at vi som mennesker ikke har opnået vores fulde potentiale, så kan du godt tro om igen.

10. Myte: Du skal holde dig vågen, hvis du har fået hjernerystelse

Mens du altid skal søge læge, hvis du har fået hjernerystelse, er rystelserne meget sjældent livstruende.Advarsler om at holde sig vågen efter at have fået hjernerystelse bygger derfor nok på en misforståelse, som udspringer af en anden type hovedskade, der involverer en blødning, hvor en "klar periode" fx afløses af koma.

Et sådan forløb vil dig aldrig ramme personer med en almindelig hjernerystelse, forsikrer Vreeman og siger, at det derfor ikke er nødvendigt at få en til at vække dig en gang i timen, hvis en læge har diagnosticeret dig med hjernerystelse.

Kilder: - MyHealthNewsDaily - "Don't Swallow Your Gum! Myths, Half-Truths, and Outright Lies about Your Body and Health"