Sundhed

10 gode grunde til at spise chokolade

Chokolade er ikke bare en nydelse for tungen - et moderat indtag kan faktisk også være godt for hjertet. Sådan lyder konklusionen af en ny stor undersøgelse publiceret på Cochrane Library.

Undersøgelsen, som kombinerer resultaterne af 20 forskellige studier med 856 forsøgspersoner, indikerer, at chokolade kan være et middel til at reducere forhøjet blodtryk.Således viser undersøgelsen, at der er et sammenfald mellem et moderat dagligt indtag af mørk chokolade og en reduktion af blodtrykket.

Selvom undersøgelsen indikerer en sammenhæng mellem indtaget af chokolade og et lavere blodtryk, er der dog stadig ingen evidens for, at chokoladens gavnlige effekt på blodtrykket er vedvarende, siger en af forskerne bag undersøgelsen, Kara Reid, til Huffington Post. Det betyder imidlertid ikke, at indtaget af chokolade ikke kunne komplementere andre former for behandling af hjertekarsygdomme, tilføjer hun.

Og her synes Lee Hooper, der har ledet en tilsvarende undersøgelse publiceret i American Journal of Clinical Nutrition, at være enig:

"Det budskab, jeg mener, man skal tage med fra undersøgelsen er, at hvis folk kan lide mørk chokolade, så er det helt fint at spise et lille stykke af det i stedet for andre "lækkerier" - og så er det måske samtidig godt for dig," siger han til Reuters - hvis det altså indtages med måde.

Alt med måde

Således lyder det formanende fra læge Oscar H. Franco, der har ledet en undersøgelse om chokolades effekt på hjerte-kar-sygdomme på Cambridge University, til British Medical Journal:

"Chokolade kan have gavnlige effekter, men det skal stadig indtages med måde, og ikke i store mængder eller et ædegilde. Hvis det bliver overdrevet, kan den gavnlige effekt forsvinde."

Og nu vi er ved formaningerne, så er det også værd at have in mente, at det ikke er alle former for chokolade, du kan påstå at spise for din sundheds skyld. Chokladens gavnlige effekt, som omtales i adskillige studier, er nemlig begrænset til den mørke af slagsen.

Når det er sagt, så er den mørke chokolade ifølge videnskaben ikke kun godt for hjertet. Nedenfor har vi samlet 10 gode grunde til at spise chokolade - for helbredets skyld forstås.

10 gode grunde til at spise chokolade

1. Chokolade mindsker risikoen for slagtilfælde

En svensk undersøgelse fra 2011 viser, at kvinder, som spiser mere en 45 gram chokolade om ugen har 20 procent mindre risiko for at få et slagtilfælde end kvinder, som blot spiser mindre end 9 gram.

2. Chokolade er godt for hjertet

Ved jævnligt indtag af chokolade kan du høste en stribe gavnlige effekter for dit hjerte så som reduktion af blodtryk, lavere kolesterol og reduceret risiko for hjertesygdomme.

3. Chokolade stiller din sult

Mørk chokolade er rig på fiber, hvorfor det gør dig mæt og får dig til at spise mindre, fortæller Dr. David Katz, fra Yale Universitys Prevention Research Center til The Huffington Post. Det er derfor at foretrække fremfor andre lækkerier for formens skyld

4. Chokolade kan bekæmpe diabetes

Et lille italiensk studie fra 2005 viser, at et jævnligt indtag af chokolade øger insulinfølsomheden og dermed reducerer risikoen for sukkersyge.

5. Chokolade beskytter din hud

Mørk chokolade indeholder et antioxidant kaldet flavonoid, der tilfører huden en vis beskyttelse mod solens UV-stråler. Det betyder dog ikke, du kan undvære solcremen.

6. Chokolade kan kurere hoste

Chokolade indeholder stoffet theobromine, som synes at reducere aktiviteten i den såkaldte vagusnerve, som er årsag til hoste.

7. Chokolade påvirker humøret positivt

Chokolade kan gøre dig glad og reducerer din stress, påstår HuffPost Healthy Livings sundhedsekspert, Dr. Patricia Fitzgerald.

8. Chokolade forbedrer blodomløbet

Kakao har blodfortyndende egenskaber, som kan øge blodcirkulationen på samme måde som aspirin, fortæller Dr. Patricia Fitzgerald.

9. Chokolade er godt for synet

På grund af chokoladens evne til at øge blodomløbet - og her i særdeleshed til hjernen - fremsætter en gruppe forskere fra University of Reading i en undersøgelse fra 2011, at chokolade ligeså kan øge blodcirkulationen til nethinden og dermedbooste synet.

10. Chokolade gør dig klogere

Det øgede blodomløb i hjernen, som forårsages af stoffet flavanol i chokoladen, synes ifølge et lille britisk studie at få folk til at føles sig mere vågne og opmærksomme - og klare sig bedre i tælle-opgaver.

Kilde: Huffingtonpost.com