Sundhed

Sådan sikrer du bisserne - drik med sugerør

Hvis du døjer med gule tænder er der faktisk alternativer til de dyre tandblegninger. For eksempel kan du skåne bisserne ved at bruge sugerør.

"Når du bruger sugerør får du væsken på bagsiden af tænderne og skåner ydersiden," siger den norske tandlæge Anita Sommerstad til nrk.no.

"Tyggefladerne påvirkes ikke, så du kan højest få misfarvninger på tændernes inderside og bevare det hvide smil," fortsætter hun.

Spyt har en PH-værdi på syv, og er altså neutralt. Alt over syv er basisk, alt under er surt. Både syre og base påvirker spyttets beskyttelse af tandemaljen i negativ retning.

"Juice, for eksempel, har en PH-værdi på mellem tre og fire, og misfarver tænderne med sin syrlighed. Så døjer du med gule tænder, er det en god idé at drikke juice, kaffe, te, sodavand, vin og saft med sugerør," fortæller tandlægen.

De fleste vil jo nok betakke sig for at drikke vin med sugerør, så her er rådet, at man skal drible uden om tænderne:

"Forsøg - uden fjollede grimasser - at dække over tænderne med læberne. Jo mindre vinen er i berøring med tænderne, jo mindre misfarvning," lyder pointen. Det samme gør sig gældende for kaffe og te.

Eksempler på PH-værdier

Citronsaft 2,4

Cola 2,5

Eddike 2,9

Appelsin- eller æblejuice 3,5

Yoghurt 4,2

Øl 4,5

Kaffe 5,0

Te 5,5

Mælk 6,5

Rent vand

ca. 7,0

Kilde: wikipedia.dk

Tyg tænderne hvide og drik vand

Sukkerfrit tyggegummi hjælper også mod misfarvninger.

"Tyggegummiet er med til at fjerne både syre og base fra munden, samtidig med at det øger produktionen af spyt."

Og så er det en god ide at skylle munden med vand efter måltiderne.

En tur til tandlægen

Endelig fortæller Anita Sommerstad, at dersom tænderne allerede er gule, bør man tage en tur til tandlægen:

"Normalt kan man ikke fjerne misfarvninger med sin almindelige tandbørste. Gå til din tandlæge og få poleret misfarvningerne væk. Er tænderne fortsat gule efter poleringen, kan man vurdere en blegning," slutter hun og understreger, at man altid bør tage sin tandlæge med på råd.