Sundhed

Derfor bliver vi mere syge om vinteren

Forkølelserne står i kø om vinteren, og hvis du har små børn, der går i institution, så kommer du heller ikke igennem de kolde måneder uden mindst en omgang maveinfluenza.

Det føles ganske enkelt som om, at bacillerne langt lettere hopper på os i vinterhalvåret. Men er det rigtigt?

"Ja, vi bliver mere syge om vinteren," siger netsundhedsplejerske og sundhedsekspert Helen Lyng Hansen til tv2.dk.

"Det skyldes flere ting - dels er vi ofte mere indendøre om vinteren, og dermed er vi også ofte flere mennesker samlet på lidt plads. Det betyder, at vi har større risiko for smitte," fortsætter hun.

Vi fryser mere om vinteren

Vinterens lave temperaturer har også betydning for, hvor mange sygdomme vi rager til os:

"Om vinteren kommer vi lettere til at fryse og blive kolde. Når vi fryser, så nedsættes vores blodomløb, og risikoen for at blive smittet med virus stiger," forklarer Helen Lyng Hansen.

"Nogle mener også, at vi bliver mindre syge om sommeren, fordi vi får mere d-vitamin fra solens stråler," fortsætter hun.

Du kan finde flere gode råd fra netsundhedsplejerske og sundhedsekspert Helen Lyng Hansen på hendes hjemmeside ved at følge linket i boksen.