Sundhed

Sådan kommer du vintertrætheden til livs

Det kan være en ualmindeligt sej affære at stå op om morgenen her i vinterperioden. For nogle skyldes det vintertræthed, mens det for andre kan udvikle sig til en begyndende vinterdepression. Men hvilke symptomer skal man kigge efter, og hvordan kurerer man det? Det får du svar på her.

Om sommeren er seks timers søvn tilstrækkeligt for de fleste, men når vinteren gør sit indtog, stiger søvnbehovet for de fleste. For hver tiende dansker betyder det ifølge PsykiatriFonden, at intet mindre end 9-10 timers søvn hver nat kan gøre det - de lider nemlig af vintertræthed.

Mens træthed og søvntrang er typiske tegn på vintertræthed, og energien altså daler i takt med temperaturen, stiger appetitten til gengæld - ikke mindst en øget trang til søde sager hører ofte med vintertrætheden, som typisk har følgende karakteristika:

1.

  • Stor følsomhed over for ydre påvirkninger2.Forværring om aftenen, bedring om morgenen
  • 3.Træthed og søvntrang
  • 4.Stor appetit (især søde sager) og øget vægt

Vinterdepression anderledes end depression

Der er forskel på symptomerne mellem vinterdepressioner og de depressioner, man oftest ser i psykiatrien. Ved de almindelige depressioner er tristheden oftest fremtrædende, der er nedsat søvn og nedsat appetit, ligesom selvmordstanker er hyppige.

Ved vintertrætheden og vinterdepressionen er energiløsheden mere fremtrædende end tristheden. Appetitten er hos de vinterdepressive oftest øget, ligesom søvnen. Der ses kun meget sjældent selvmordstanker.

Mennesker der lider af vintertræthed eller - depression kan være flove over ikke at nå så meget derhjemme eller på arbejde som de plejer. Når de kommer hjem fra arbejde, uddannelse eller andre daglige gøremål "klasker de sammen" og har svært ved at have energi til socialt samvær med familie og venner.

10 ting du skal gøre

Den direkte udløsende faktor for vintertræthed er svindende lys og tiltagende kulde, hvilket der jo i sagens natur ikke er meget at gøre ved, når man er bosat i Danmark.

Til gengæld er der ifølge PsykiatriFonden en række ting, du selv kan gøre for at afhjælpe vintertrætheden - og dermed komme lidt bedre gennem den lange vinter:

1. Få masser af lys

Der er ikke så mange solskinstimer og -dage om vinteren. Udnyt dem der er! Men vid, at der også om vinteren - og selv om solen ikke skinner - er forholdsvis stor lysstyrke udenfor midt på dagen. Det vil derfor være en hjælp for de fleste og kan for nogen have en forebyggende effekt at gå udenfor et par timer i løbet af dagen. Så køb varmt tøj og gå ud!

2. Lysterapi

Særlige lamper lavet til lysterapi er en af de mest anerkendte former for behandling mod vinterdepressioner.

3. Vælg ferie efter solen

Planlæg vinterferien efter solen og sørg for at komme af sted i januar/februar, hvor det for alvor er mørkt og trist.

Gå til lægen

Er du meget plaget af mangel på energi og tristhed bør, du gå til lægen, da en egentlig depression kan være behandlingskrævende ud over de ændringer, du selv kan gennemføre i din livsstil og din adfærd

4. Spis sundt

Fyld dig med masser af frugt og grønt og sunde proteiner fra fisk og magert kød.

5. Motion

Det har en helbredende og forebyggende effekt at gå lange ture udenfor i vinterhalvåret. Løb og anden fysisk aktivitet - udendørs - har også positiv virkning.

6. Dyrk sex

Sex er en af de motionsformer, der frigiver flest endorfiner, som hjælper på humøret.

7. Tænk positivt

Træn dig selv i at tænke positivt på livet og de ting, der foregår omkring dig. Værdsæt disse. Mind dig selv om, at det kunne være meget værre.

8. Nyd årstiden

Tilbring de mørke aftener med familien inden døre og få spillet nogle af de spil eller læst de bøger, der ikke har været passende til sommeraftenerne udenfor.

9. Erkend det

Erkend at du mangler energi eller føler dig deprimeret. Du skal ikke skamme dig over at mangle energi.

10. Sov godt

Sørg for at få rigeligt med søvn. Det anbefales, at man får i hvert fald syv til otte timers søvn hver nat. Og for nogen kan der være behov for at sove mere i de mørke, kolde måneder.

I videoen øverst i artiklen giver journalist og forfatter til bogen "Vinterdepression og vintertræthed", Monica C. Madsen, dig flere gode råd til, hvordan du kommer vintertrætheden til livs.