Sådan tager du de sunde kilo på
Mange vil gerne tabe sig, men der er også dem, som omvendt kæmper for at tage på! Ernæringsekspert Christian Bitz fortæller her, hvordan man tager på - på den sunde måde.
Kampen med vægten handler ikke altid om, at kiloene er for mange. Mens mange kæmper for at tabe sig, kæmper andre nemlig for at tage på, da for få kilo på kroppen faktisk kan være ligeså farligt som for mange.
"Undervægt er en lige så stor risikofaktor for mange livsstilssygdomme, som overvægt er. Og hvis man ikke spiser nok, så er man også i risiko for, at man ikke får de rigtige næringsstoffer.
Så det er det bedste at stræbe efter at være normalvægtigt," lyder det således fra Christian Bitz, som tilføjer, at undervægt kan skyldes en række faktorer:
"Det kan fx være, fordi man har en høj forbrænding, eller at man optager næringsstoffer for hurtigt. Det kan også skyldes, at man måske ikke spiser så meget, fordi man har en mindre appetit. Eller måske fordi man ryger, hvilket også kan være en selvstændig faktor, fordi det at ryge tager appetitten fra en. Og det kan godt være et stort problem for dem, der ryger," forklarer ernæringseksperten.
Chips og chokolade er usundt for folk i alle størrelser
Der kan således være en række fysiologiske årsager til, at man vejer for lidt, såvel som årsager, man selv er herre over. Hvad enten undervægten skyldes det ene eller andet, skal vægtforøgelsen ske på en sund og hensigtsmæssig måde.
Det nytter altså ikke bare at proppe sig med chips og chokolade, da et overforbrug af usund mad er usundt for folk i alle størrelser og øger risikoen for en række livsstilssygdomme lige meget om man er undervægtig eller ej, pointerer Bitz.
For at øge vægten på hensigtsmæssig måde og nærme sig en sund normalvægt skal man derimod blandt andet øge indtaget af sund fedt og kulhydrat, mens der skal skæres ned på proteinerne, lyder det fra eksperten, som kommer med flere gode råd i videoen øverst i artiklen.