Sundhed

Ny forskning: Dette vitamin beskytter mod demens

Et forsøg fra Oxford Universitet viser, at et bestemt vitamin tilsyneladende giver en markant beskyttelse mod aldersbetinget hukommelsessvækkelse

B vitaminer er i tidligere studier blevet knyttet til forebyggelse af bl.a. Alzheimers og andre former for demens, og nu har en ny undersøgelse vist, at store doser B6, B12 og folsyre (tre af de otte B-vitaminer, red.) forhindrede hjerneskrump med 90 procent. Det skriver The Daily Mail.

Det statsfinansierede forsøg er udført på Oxford Universitet og inkluderede 271 mennesker med tidlige tegn på svigtende hukommelse.

Halvdelen af forsøgsgruppen fik placebo-medicin, og den anden halvdel indtog store doser B-vitamin. Gruppen, der tog B-vitaminer, viste en 90 procents reduktion i hjerneskrumpen.

Ældre mennesker mister normalt ca. en halv procent hjerneceller om året, mens folk med mild hukommelsessvækkelse mister én procent og folk med Alzheimers to en halv procent om året.

En skrympende hjerne er altså ét af symptomerne på Alzheimers, og det er nærliggende at tro, hjerneskrump har direkte effekt på hukommelsen, men man er dog endnu ikke helt sikker.

"Jeg har aldrig set hjernescanninger, der viser en sådan grad af beskyttelse," siger Paul Thompson om resultaterne af forsøget. Han er professor i neurologi og leder af Imaging Genetics Center ved UCLA School of Medicine, og én af verdens førende eksperter i svigtende hukommelse.

"Vi har studeret effekterne af alle mulige slags livsstilsændringer - alkoholreduktion, øget træning, stresshåndtering, vægttab osv. - og der var 25 procents reduktion i hjerneskrump at betragte som meget betydeligt," fortsætter han.

Man tror, B-vitamin spiller en rolle i kampen mod demens på den måde, at det hjælper med at holde et sundt niveau af en aminosyre kaldet homocystein. Alzheimerspatienter har et forhøjet niveau af homocystein, og man tror også, aminosyren er direkte ansvarlig for hjerneskrump - foruden en lang række andre sygdomme. B-vitaminer kan omdanne homocystein til den sunde aminosyre cystein.

Forsøget stod ikke på længe nok til at klargøre med sikkerhed, at høje doser B-vitamin forhindrer demens. Det vil ifølge professor David Smith fra Oxford Universitet kræve yderligere undersøgelser for omkring 6 mio. pund, og man har indtil videre ikke kunne finde midlerne.

"Det ville uden tvivl være pengene værd," siger han.