Sundhed

To nye tilfælde af meningitis: Sådan kender du symptomerne

Natten til tirsdag døde en værnepligtig soldat fra livgarden af meningitis, og onsdag annoncerede den danske målmand Jimmy Nielsen på sin Facebookprofil, at han i den forgangne weekend også har været ramt af den livstruende sygdom – endda for anden gang i sit liv. To tilfælde inden for bare et par dage kan skabe bekymring. For hvordan skelner man meningitis-symptomerne fra de symptomer, der optræder ved et almindeligt og harmløst virusangreb?

Afdelingslæge ved Statens Seruminstitut Peter Henrik Andersen kaster lys over den frygtede sygdom og guider dig gennem de symptomer, der skal få dine alarmklokker til at ringe.

Men først en forklaring – for hvad er egentlig meningitis?

- Meningitis betyder, at der er betændelse i hjernens hinder. Det kan der komme af forskellige årsager, både virus og bakterier kan give betændelsestilstanden. De alvorlige former er bakterieformerne, og især meningokokbakterien, fortæller Peter Henrik Andersen.

- Det er sådan, at omkring 10 procent af alle mennesker faktisk bærer meningokokbakterien i deres svælg og kan gå med den i årevis uden at blive syge af den. Men så kan der ske det, at man kommer til at hoste bakterien over i andre, som ikke bærer bakterien, og så kan man, hvis man er uheldig, opleve, at bakterien trænger fra slimhinden ind gennem blodbanen og spreder sig til hjernen, og så kan man altså få meningitis.

- Den her bakterie er i stand til at angribe vævet i vores krop og skabe alvorlig sygdom, den skaber blandt andet blodpropper i blodårerne, som kan være årsag til, at vores organer bliver sat ud af spil og vi mister livet, og den kan give blødninger i huden, der kan føre til, at man kan risikere at miste fingre, hænder eller fødder. Det er altså en meget alvorlig bakterie, der kan skabe stor skade i vores krop, siger Peter Henrik Andersen.

Her er symptomerne på meningitis

Hvordan ved du, om du er ramt af meningitis eller blot en almindelig, harmløs virus?

Først og fremmest skal du vide, at din almentilstand er rigtig dårlig, når du bliver ramt af meningitis – du skal lytte til din krop og søge læge, hvis du fornemmer, at der er noget galt.

Ifølge Peter Henrik Andersen skal du være opmærksom på følgende symptomer:

  • Feber
  • Hovedpine
  • Nakkestivhed (tjek om du kan få kontakt mellem hage og brystkasse, når du ligger fladt på ryggen og bøjer hovedet op)
  • Lysskyhed
  • Kvalme og opkastninger
  • Rigtig dårlig almentilstand

Imidlertid skal du være opmærksom på, at symptomerne specielt hos spædbørn kan være lumske, og at deres symptomer ikke nødvendigvis følger listen ovenover – f.eks. får de ikke nødvendigvis nakkestivhed. Observér barnets almentilstand og søg straks læge, hvis du fornemmer, at barnet er ualmindelig sløvt eller opfører sig markant anderledes – og søg hellere læge en gang for meget, end én for lidt.

I dag vaccinerer man mod visse former for meningitis i det danske børnevaccinationsprogram, og ifølge Peter Henrik Andersen overvejer man netop nu at indføre en vaccine mod meningokok type C.

I videoen øverst på siden kan du høre Peter Henrik Andersen fortælle om meningitis og møde en familie, der har haft sygdommen helt inde på livet.