Sundhed

Mor: Derfor må min 6-årige datter gå til poledance

Hun har selv gået til poledance i et år.

Og nu presser 33-årige Louise Lund Bækgaard på for at det studie, hvor hun selv træner, opretter et hold for de helt små.

Det gør hun, fordi hendes seksårige datter også gerne vil gå til poledancing efter at have været med sin mor til træning.

- Det startede for en uge siden med, at hun havde set nogle klip på Facebook med folk, der dyrker poledance.

- Hun var meget nysgerrig, og det første, hun gjorde, var at kravle op i toppen af stængerne. Hun synes, det var sjovt, og det er fantastisk at se, hvordan børn har den her legende tilgang til bevægelse, siger Louise Lund Bækgaard.

Ligeglad med fordomme

Selv om poledancing efter hendes mening er helt uskyldigt, så er der en del fordomme om, at poledancing er det samme som striptease. Alligevel vil Louise Lund Bækgaard ikke tøve et sekund med at melde sin datter til den styrkekrævende aktivitet.

- Der er nogen, der laver en hurtig slutning mellem poledance og strip, men verden er mere nuanceret end det. Min datter må gerne gå til noget, hvor hun kan udfolde sig, uanset hvad folk mener.

- Min holdning er, at folk må synes, hvad de vil om poledance. Hvis de gerne vil vide, hvad det er, så er de meget velkomne til at tage med, men jeg vil afholde mig fra at prøve at omvende dem.

Træningen er ikke sexet

Men at træningslokalet skulle emme af sex, når poledancerne giver den gas, er en opfattelse, der ligger langt fra virkeligheden, fortæller Louise Lund Bækgaard.

- Man skal vist bare komme til træning, så vil man se, at det ikke er særlig sexet.  Den virkelighed, jeg møder, når jeg kommer til træning, der er sex meget langt væk, siger hun.

Det vigtigste for Louise Lund Bækgaard er, at man er tilfreds med det, man laver, og ikke så meget hvad andre folk tænker.

- Det er vigtigt, at man tror på det, man gør, uden at være sikker på, at det er det rigtige at gøre i verden.

- Det er i hvert fald vigtigt for mig, at mine børn tror på det, de gør, uden at alle andre nødvendigvis synes det samme.