Sundhed

Ekspert: Derfor er du afhængig af din smartphone

Hvis du har svært ved at lave noget uden lige at skulle tjekke mobilen hele tiden, så er der en god forklaring, fortæller psykolog Morten Fenger til tv2.dk

- Der er to mekanismer bag, hvorfor man bliver så optaget af sin smartphone. Den ene er adfærdsbelønning, hvor man bliver kemisk belønnet i hjernen for en adfærd, som sikrer arten og individet overlevelse.

- Evolutionært bliver vi belønnet for tre grundlæggende ting - sex, mad og at holde sig orienteret. Sex sikrer artens overlevelse, mad sikrer organismens overlevelse indadtil, mens orientering sikrer organismens overlevelse udadtil, siger han.

Frygten for straf

Den anden mekanisme er straf, hvor man bliver ’straffet’ for adfærd som er livstruende, forklarer Morten Fenger, og her handler det om at bevare og opretholde det sociale fællesskab.

- Udelukkelse af det sociale fællesskab er livstruende. Derfor vil vi desperat gerne holde os aktive i vores fællesskaber, og dér være set, accepteret og deltagende.

- Udfordringen er dog, at orientering og fællesskab via en smartphone ofte kan stjæle tiden og ressourcerne for den reelle orientering, og den reelle sociale tilknytning og interaktion med andre mennesker.

Sej pige dropper telefonen

Mandag kunne man på tv2.dk læse om 16-årige Katinka Bovin Boberg, som har valgt at udskifte sin smartphone med en mobiltelefon, som hun kun kan ringe og skrive beskeder fra.

- Jeg mærkede hele tiden, at jeg skulle have mobilen frem for at se, om jeg havde fået beskeder på Facebook eller Instagram, og det ødelagde fuldstændigt det her med at være sammen med folk, fortalte hun.

Beslutningen om at droppe sin smartphone får hun stor ros for på Facebook, hvor Rikke Hansen blandt andet skriver: ”Fornuftig ung kvinde”.

Henriette Cavling skriver: ”Ville virkelig gerne droppe den, den stresser, men synes der er mange gode ting, som gør hverdagen nemmere.”

Andre giver udtryk for at de synes Katinka Boberg er sej og modig, og at de overvejer at følge i hendes fodspor. Men der er dog også en del, der ikke kunne drømme om at droppe deres smartphone.

”Næh det kunne jeg ikke, men jeg får heller ikke følelsen af et fix”, skriver Daniel Peters for eksempel.

Har du et ønske om at blive mere uafhængig af din smartphone? Så giver psykolog Morten Fenger dig fem gode råd til hvordan, her.