Sundhed

Ny antibiotika skal bekæmpe resistente bakterier

Bakterier, der ikke kan bekæmpes med den antibiotika, vi har til rådighed.

Det er en af de store udfordringer, verden står overfor, da problemerne med bakteriers antibiotikaresistens stadig er et voksende problem.

Gennem de sidste 30 år er der kun blevet opdaget to nye klasser af antibiotika, men et nyt europæisk forskningsprojekt til omkring 635 millioner danske kroner skal dæmme op for problemerne.

Det er den europæiske forskningsfond Innovative Medicines Initiative (IMI), der har afsat pengene til det internationale forskningsprojekt, som i første omgang kommer til at vare seks år.

Projektet, der er blevet navngivet European Gram Negative Antibacterial Engine (ENABLE), bliver ledet af medicinalgiganten GlaxoSmithKline, samt svenske Uppsala Universitet og over 30 europæiske universiteter og firmaer.

Dansk deltagelse

Blandt de mange bidragsydere til projektet finder man også dansk deltagelse fra Københavns Universitet i form af professor Fredrik Björkling fra Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi.

Sammen med kollegaerne professor Peter E. Nielsen, professor John Nielsen og lektor Henrik Franzyk, der har fået til opgave at fremstille og forbedre stoffer der lever op til kravene for et nyt lægemiddel.

- På Københavns Universitet har vi solide kompetencer inden for både udvikling af nye lægemidler og antibiotikaforskning, så sammen med de andre partnere, kan vi forhåbentlig opnå gode resultater.

- Projektet er et eksempel på et samarbejdsprojekt mellem industri og universiteter, som kommer begge parter og resten af befolkningen til gode, siger Fredrik Björkling i en pressemeddelelse.