Sundhed

IT-system stresser sygeplejersker på 1813

Når sygeplejersker på Akuttelefonen 1813 skal forsøge at rådgive borgerne bedst muligt, så kan de samtidig følge med i, hvor mange der venter i kø, og hvor lang tid de har ventet.

Fra politisk side har man fastsat en målsætning om, at borgerne ikke skal være i kø i længere tid end tre minutter ad gangen, og bliver tiden overskredet, skifter tallene fra hvide til røde, og det stresser de ansatte.

Det fortæller sygeplejerske Solveig Ólafsdóttir, der har mere end 30 års erfaring i sygeplejefaget, de fleste indenfor det akutte område.

- Personligt har jeg det godt med at vide, hvor jeg er, lige gyldigt hvor jeg så er, men jeg ved, at der er nogle af mine kollegaer, der bliver meget presset af se på tallene på skærmen.

- Jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke bliver presset overhovedet, når jeg klokken 8 om morgenen allerede kan se, at der er røde tal, hvordan får jeg så dem ned i løbet af dagen? Siger hun til tv2.dk

Arbejdsmiljø skal forbedres

Hos Dansk Sygeplejeråd er man opmærksom på problemerne med sygeplejerskernes arbejdsmiljø på 1813, og derfor er man i gang med at se på flere initiativer, fortæller kredsformand Vibeke Westh.

- Hvis tallene er røde i længere tid, så stresser det da, og det er svært, når man ikke ved, hvem det er der venter. Det kan man ikke holde til i otte timer på en vagt.

- Sygeplejerskerne på 1813 yder en enorm indsats og har gjort det meget længe, og de gør det flot. Men der skal selvfølgelig findes nogle permanente løsninger omkring arbejdstilrettelæggelse, vagtplanlægning og andre ting. Det skal ske på 1813 ligesom på alle andre sygeplejerske-arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøet er presset.

Helt konkret forklarer Vibeke Westh, at man gerne vil have forbedret tre konkrete forhold. Det ene er allerede sat i værk, da der løbende bliver ansat flere sygeplejersker, men at det tager tid før at de er oplærte.

- Der ansættes løbende flere medarbejdere, der er fokus på behovet for løbende uddannelse, og en arbejdsmiljøorganisation er ved at være på plads.

- I de her dage tilrettelægges metoden omkring den kommende evalueringsproces af hele 1813, og det enstrengede, visiterede akutsystem, som politikerne i Region Hovedstaden har besluttet, siger Vibeke Westh.

Det går fremad men…

Fra Solveig Ólafsdóttirs skrivebord har de seneste tre måneder været meget turbulente, og der har været et pres fra mange sider.

- Det største pres har været, at vi var for få til at tage de mange opkald, og så vil jeg sige, at det har været hårdt med den meget negative pressedækning, for vi føler, at vi har gjort vores bedste.

- Man skal gå hjem med en ordentlig samvittighed - trods røde tal. Så det har været en hård periode, det er et nyt tilbud, og folk skal finde ud af, hvordan det skal bruges, så vi får mere faglig fordybelse, luft og tid til pauser.

Bægeret er ved at være fyldt

I den nye udgave af fagbladet Sygeplejersken kan man følge sygeplejerske Pernille Sonne på arbejdspladsen, og hun kan sagtens nikke genkende til presset, fortæller hun til fagbladet.

- I perioder føles det, som om bægeret er ved at være fyldt. Mange af os er slidte over de mange ekstravagter, det høje tempo, det massive pres, der er fra både borgere, offentligheden og ledelsen. Og den uforudsigelighed, der er omkring gældende procedurer.

- Det kan være vanskeligt at navigere i, og jeg bliver ærgerlig og ked af det, hver gang en af mine kolleger siger op, siger hun til fagbladet.

Både hun og Solveig giver begge udtryk for, at de røde tal på skærmen kan give et indtryk af, at man skal komme hurtigt igennem samtalerne, men der vælger de begge, at tage den tid det tager.

- Jeg er nok mere tilbøjelig til at vente med at holde pauser, og i løbet af de her måneder er jeg blevet nødt til indimellem at lukke øjnene for tallene, og bruge den tid det tager, siger Solveig Ólafsdóttir.

Tid til eftertænksomhed

Den senere tid har hun dog tydeligt kunne mærke, hvordan at det er begyndt at gå fremad for 1813, så det primært kun er aften og weekend-vagterne, der stadig har spidsbelastninger.

Når der kommer mere ro på, så håber hun derfor, at der kan blive tid til mere eftertænksomhed, fortæller hun.

- Det som jeg tror, at vi alle savner, er tid til faglige fordybelse, og tid til at evaluere og drøfte vores arbejde.

- Vi har i længere tid nu siddet med fornemmelsen, om det er godt og fagligt nok, det vi laver?  Det er jo en ny virksomhed, så der er behov for at evalurere på bestemte opkald, så vi kan forbedre servicen, det har der ikke været så meget tid til endnu.