Sundhed

Så ofte bør du gøre køleskabet rent

Det er nok en af verdens bedste opfindelser.

Det vidunderlige kølende skab, hvor man ikke blot kan finde forfriskende drikkevarer, man også kan få fødevarer til at holde sig friske i længere tid.

Men med fødevarer følger sygdomsfremkaldende bakterier, der bliver inviteret indenfor i køleskabet, såsom salmonella og campylobacter, der kan forekomme i saften fra råt kød.

Derfor er det vigtigt, at man holder en god køleskabshygiejne ved at holde det rent og ordenligt, da man i værste fald kan blive rigtig syg, forklarer Inge-Lis Kyllesbæk fra afdeling for Foder- og fødevaresikkerhed i Fødevarestyrelsen.

- Kødsaft kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier, og hvis de kommer i kontakt med andre fødevarer i køleskabet som for eksempel grøntsager, kan fødevaren blive forurenet med bakterierne.

- Hvis du spiser fødevaren, kan du risikere at blive syg. Symptomerne viser sig ved diarré og feber, og i de værste tilfælde kan man få en blodforgiftning.

Tre skarpe tips

Alt efter behov og hvor god man er til at holde sit køleskab pænt, så bør man gøre køleskabet rent en gang om ugen eller hver 14. dag, forklarer Inge-Lis Kyllesbæk.

Overordnet er der tre ting, man skal huske på, når man taler om god køleskabshygiejne.

·         Temperatur

·         Adskillelse

·         Opbevar råt kød i en skål

- Man skal sørge for at have en tilpas temperatur i sit køleskab på højst 5 grader celsius. Vi anbefaler, at hvis man har fisk i køleskabet, så skal temperaturen ned på 2 grader celsius, men de færreste køleskabe kan holde den temperatur.

- Det er godt med systematik i et køleskab, hvor man sørger for at holde sine fødevarer adskilt, men det er især vigtigt, at råt kød og spiseklare fødevarer, eksempelvis salat, holdes adskilt. Det er en god ide, at man har en hylde til kød, en hylde til pålæg og så videre. Så kan man minimere risikoen for, at der sker uheld, som for eksempel, at der løber rå kødsaft ud over salaten.

- Det er også en god ide at sørge for, at råt kød bliver opbevaret i en skål, også selvom det ligger i en pose. På den måde kan man helt undgå, at der løber kødsaft ud i køleskabet.

Sådan rengør du skabet

Når du skal gøre dit køleskab rent, så skal du til at starte med blot bruge almindeligt opvaskemiddel og vand, forklarer Inge-Lis Kyllesbæk.

- Sørg for at få fjernet alt fedt og snavs, bagefter skal køleskabet desinficeres. Der kan man bruge en liter vand blandet med en spiseskefuld klorin. Til sidst tager man en ren klud med rent vand og tørrer efter.

- Man kan ikke se bakterierne med det blotte øje. Selvom du vasker og køleskabet ser rent ud, så er det ikke nogen garanti, derfor er det en god ide at bruge klorin.