Sundhed

Dan Jørgensen erkender: Vi bruger for meget antibiotika

Dan Jørgensen erkender: Vi bruger for meget antibiotika

- Der er ingen tvivl om, at der bliver brugt for meget antibiotika.

Sådan siger fødevareminister Dan Jørgensen i interviewet med Go’ morgen Danmark, som du se kan se her ovenover.

- Det prøver vi på at adressere. I Danmark er vi langt fremme, og derfor peger verdenssundhedsorganisation (WHO red.) på Danmark, når de skal lære andre lande, hvad de kan gøre.

- Vi er i gang med at nedbringe forbruget, men det er jo slet ikke nok. Derfor præsenterede jeg i går den her fempunktsplan, som har til formål dels at forhindre smitten i at brede sig, men endnu vigtigere at nedbringe forbruget, så bakterierne slet ikke opstår.

Dele af fempunktsplanen, som du kan se i faktaboksen, er allerede blevet gennemført, og resten vil følge trop snarest, forklarer Dan Jørgensen.

- I stedet for at behandle en enkelt gris, der er syg, så er der en tendens til, at man behandler hele flokken. Der siger vi nu, det må man ikke rutinemæssigt i fremtiden.

- Skal man behandle en hel flok, så er det fordi hele flokken er syg, og der sætter vi krav om laboratorieforsøg, dyrelægebesøg og meget andet.

Ny økologisk handlingsplan på vej

Som leder af MRSA-videncenter på Hvidovre Hospital Henrik Torkil Westh påpeger, så kan man blive inspireret af det økologiske landsbrug, hvis man vil problemerne med de resistente bakterier til livs.

Regeringen er netop nu ved at se nærmere på økologien, og en handlingsplan er derfor på trapperne, forklarer Dan Jørgensen.

- Jeg arbejder for at vi omlægger så meget landbrug som muligt til økologi. I dag er det en meget lille del af vores produktion, men vi støtter med et trecifret millionbeløb hvert år til omlægningen.

- Problemet med økologi er, at der ikke er så stor efterspørgsel på de økologiske produkter, især hvad angår kød. Det går godt, når vi taler æg og mælk, der vil forbrugerne gerne betale lidt ekstra, men de vil ikke betale ekstra for koteletten.

Derfor er Dan Jørgensen ved at evaluere hele området, for at se om den økonomiske støtte bliver brugt godt nok. Ambitionen er at fordoble det økologiske areal i 2020.

Dan Jørgensens fempunktplan:

  • Bedre hygiejne
  • Mere samarbejde mellem dyrlæge og landmand
  • Rådgivnings-hotline
  • Stop for flok-medicinering
  • Afgifter på antibiotika