Danske kvinder nedfryser æggestokke i rekordantal

Den er gal med fertiliteten i Danmark.
Så gal, at flere eksperter kalder det en folkesygdom og advarer danskerne om at vente i for lang tid, før de får børn.
Flere faktorer spiller ind på, hvorfor vi stadig har sværere ved at reproducerer os selv herhjemme, men en af dem skyldes sygdom, forklarer klinikchef for Fertilitetsklinikken dr.med. Søren Ziebe til tv2.dk
- Jo ældre man bliver, jo større risiko er der for, at man kan få alvorlige sygdomme som eksempelvis kræft, siger han.
Når kræft rammer kvinder, kan sygdommen ødelægge deres evne til at få børn, og derfor er der rekordmange danske kvinder, der får væv fra deres æggestokke frosset ned.
På tirsdag i næste uge den 30. september klokken 20:00 kan du se det helt nye program på TV 2 'Riget Live', der hver uge sætter fokus på en folkesygdom. På tirsdag hander det om fertilitet, læs mere i faktaboksen.
Væv fra flere hundrede piger og kvinder
I kælderen på Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalet, er der lige nu væv fra flere hundrede kræftramte piger og kvinder.
De danske kvinder har verdensrekord i nedfrysning af væv fra æggestokkene. Danmark er det land i verden, der er længst fremme på området, og det land, der har genindsat vævet igen med størst succes.
Men nedfrysningen er ikke nogen mirakelkur, påpeger Søren Ziebe.
- Det er en metode, der kun gælder alvorligt syge piger og kvinder, og der er ingen garanti for, at man kan blive gravid ved metoden. Det er uhyre svært at blive gravid alligevel.
Indtil videre har ordningen kun været for alvorligt syge piger og kvinder, men man er også begyndt at nedfryse væv fra drenge, der endnu ikke er begyndt at producere sæd.
Dog regner man først med, at det om 10-20 år bliver teknologisk muligt at udnytte vævet, så drengene kan bruge det til at få børn.
Vi kan ikke tørre den af på hinanden
Ifølge Søren Ziebe er det vigtigt, at man fra alle kanter af samfundet sætter ind mod fertilitetsproblemerne.
- Vi skal vågne op og komme ind i livet, vi opfører os og lader som om, at vi ikke skal have børn, men selvfølgelig skal vi det. Alle os der har børn ved, at det er det bedste i verden, og vi skal hjælpe hinanden med at opnå det samme.
- Det gælder vores politikere, hvornår har en finansminister sidst givet undtagelser til de, der vil stifte familie, når SU-skruen skal strammes? Det gælder virksomhederne, der heftigt spørger ind til, om vi skal have børn og hvornår, siger han.
Men mest af alt starter det hele med os selv, forklarer forskningslederen videre.
- Vi skal have ændret vores mentalitet omkring det at få børn. Hvad siger jeg til min datter på 19 år? Vent og få en uddannelse først, eller siger jeg, glæd dig, at få børn er det fedeste i verden.
- Hvorfor har vi ikke børnehaver og vuggestuer liggende på alle de større uddannelsesinstitutioner? Det handler om at sende et signal, vi har alle en aktie i det her. Det er vigtigt, at vi kender konsekvenserne, man skal vide, at man tager en chance, hvis man venter med at få børn, siger Søren Ziebe.
Husk, at du på tirsdag i næste uge den 30. september klokken 20:00 kan du se det helt nye program på TV 2 'Riget Live', der hver uge sætter fokus på en folkesygdom. På tirsdag hander det om fertilitet, læs mere i faktaboksen.