Så farlig er rygning for dit hjerte
Gense 'RIget LIVE' på TV 2 PLAY her.
De færreste forbinder måske rygning og blodpropper i hjertet.
På cigaretternes advarselsmærkater er det ofte billeder af ødelagte lunger eller ødelagte tænder, der brænder igennem.
Men spørger man overlæge på Kardiologisk Klinik på Rigshospitalet Thomas Engstrøm, så er han ikke i tvivl om, hvor skadelig rygning er for kredsløbet.
- Vi har lige siddet og set tallene igennem, og hvis man ser på det samlede antal patienter, der har fået lavet en ballonudvidelse, så har 75 procent af patienterne røget på et tidspunkt i deres liv.
- Så det ser ud som om, at rygning er den hyppigste grund til, at folk får lavet en ballonudvidelse. Så rygning utvivlsomt en væsentlig risikofaktor for blodpropper i hjertet, hvis ikke den væsentligste, siger han til tv2.dk.
En ballonudvidelse er et livsvigtigt indgreb i hjertet, der enten bliver lavet på grund af en blodprop i hjertet, eller for at forebygge en kommende blodprop.
I klippet øverst i artiklen kan du se Erik Volmer Hansen få lavet en ballonudvidelse i programmet ’Riget LIVE’, som du kan læse mere om i linkboksen. Du kan gense hele programmet her.
Rygning farligere for kvinder
Hos hjerteforeningen er der heller ingen tvivl om rygningens skadelige indvirkning på kredsløbet, det fortæller formand for Hjerteforeningen og speciallæge i kardiologi Henrik Steen Hansen.
- Når man tænker på tobaksrygning, så tænker man som regel på lungekræft. Men vi ved, at rygning er en af de velkendte risikofaktorer for blodpropper.
- Rygning er den enkeltstående faktor, som betyder mest for at udvikle blodpropper, og det ser ud som om, at rygning er specielt farligere for kvinder, siger han.
Man ved endnu ikke, hvorfor at rygning tilsyneladende er mere skadeligt for kvinder, men en teori kan være, at væggene i bodkarrene er mere modtagelige for de skadelige stoffer i cigaretterne.
Slår alle andre risikofaktorer
Ser man på de øvrige risikofaktorer, så er der heller ingen tvivl om, at rygning slår dem alle.
Af det samlede antal patienter der har fået lavet en ballonudvidelse på Rigshospitalet, der var 35 procent arveligt disponeret, 20 procent havde sukkersyge, 50 procent havde forhøjet blodtryk og 50 procent havde forhøjet kolesterol.
Problemet med rygning og blodpropper er, at stofferne i tobakken ødelægger karvæggen, så kolesterolet har nemmere ved at sætte sig og klotte blodkarrene til.
Sæt ind hos de yngre
Tallene fra Rigshospitalet viser også, at ud af de75 procent af ballonudvidelsespatienterne, der på et tidspunkt har røget, der er 40 procent af patienterne over 50 år stoppet med at ryge.
For dem under 50 år der er det kun 25 procent, der har kvittet smøgerne, og de tal kunne indikere, at det er sværere at få yngre mennesker til at stoppe med at ryge.
- Det ser ud som om, at der stadig er et arbejde at gøre, for at få folk til at stoppe med at ryge specielt hos de yngre, så man kan forebygge hjertekarsygdomme, før skaden er sket, siger Thomas Engstrøm.